Rundt på engen ved Gentofte Sø flyder leen i et blødt flow frem og tilbage over græsset, som lader sig falde. Foto: Kathrine Albrechtsen

Rundt på engen ved Gentofte Sø flyder leen i et blødt flow frem og tilbage over græsset, som lader sig falde. Foto: Kathrine Albrechtsen

"Tanker og handling flyder sammen, så det bliver en helt meditativ oplevelse"

Det var tid at finde leen frem og søge mod Gentofte Sø, da der tirsdag 2. juli var den årlige høslæt. Igen var der mødt talstærkt op med frivillige hænder. De seneste to år har arrangørerne kun oplevet en stigende interesse

Af
Kathrine Albrechtsen

Bilen bliver parkeret for enden af Søbreddens lukkede vej, for til fods at fortsætte resten af vejen. Ned langs den asfalterede sti, så videre ind i skoven, huske at holde til venstre, for til sidst at komme frem til den ønskede destination. Engen ved Gentofte Sø.

Tirsdag den 2. juli eftermiddag kl. 16 er der trængsel på stien ved engen. For foruden løbere og barnevogne, er frivillige naturinteresserede mødt op for at hjælpe til ved det årlige høslæt.

Ude på engen er de første allerede i gang med at svinge leen fra side til side, mens en gruppe på 15 personer er ved at få undervisning i brug af leen.

"I starten skal I ikke være så ambitiøse, men mere nyde teknikken," lyder rådet fra manden i den orange jakke, som hedder Troels Mølgaard. Til daglig er han formand for Utterslev Mose Naturplejelaug, men er i dag mødt op som frivillig og for at hjælpe sin mangeårige ven, Thomas Vikstrøm, som er caretaker ved Gentofte Sø.

"Man skal ikke være for ivrig, men tænke basal teknik. Det er en dans, hvor du skal føre leen lavt og i en jævn rytme," fortæller underviser Troels Møllegaard. Foto: Kathrine Albrechtsen

"Jeg er født og opvokset her i området. Skoven var mit barndomsland," fortæller Troels Mølgaard, som vi vender tilbage til.

40 års kamp

I snart 40 år har Thomas Vikstrøm kæmpet for natur- og plantelivet på den fire hektar store eng. Inden der kom villaveje, var der græsning på engen, men efter villaejerne fik kvæget fjernet, groede engen til i krat, der langsomt kvalte luften og ilten ud af plante- og dyrelivet.

I 1980 opdagede Thomas Vikstrøm, at der kun var to orkidéer tilbage på engen. Der måtte gøres noget. Med en le i hånden mødte han op med fem frivillige for at slå engen ned, så der igen kunne blive plads til plantelivet. For med planteliv følger et rigt dyreliv i form af dværgmus, butsnudede frøer, guldsmede og sommerfugle, fortæller han.

At valget faldt på et gammeldags håndværk som en le, er ikke bundet op på nostalgi, men for at undgå græsset bliver slået helt i bund, og dermed sikre livet på engen. Indsatsen kunne i 1994 tælles, hvor Thomas Vikstrøm fandt 435 blomstrede orkidéer på engen.

I 2007 mødte der seks frivillige op. Sidste år stod 40 mennesker klar til at hjælpe. Foto: Kathrine Albrechtsen

I 2007 mødte der seks frivillige op. Sidste år stod 40 mennesker klar til at hjælpe. Foto: Kathrine Albrechtsen

Hvert år efterlyser Thomas Vikstrøm frivillige kræfter. Uden dem ville det ikke kunne lade sig gøre, fortæller han, som gennem årene heldigvis kun har oplevet en stigende tilmelding og interesse for at hjælpe med at svinge leeen i engen. I 2007 mødte der seks op til høslæt, sidste år stod 40 frivillige hænder, gamle som unge, store og små, hærdede eller grønne, alle klar til at hjælpe.

Far og søn er ved at rive græsset sammen for til sidste at sløbe det væk med hjælp fra en presening. Foto: Kathrine Albrechtsen

Far og søn er ved at rive græsset sammen for til sidste at sløbe det væk med hjælp fra en presening. Foto: Kathrine Albrechtsen

"De seneste to år har jeg oplevet en stigende interesse. Der er kommet flere naturinteresserede, og frivillige som gerne vil afprøve et gammeldags håndværk som leen. Det er ny en tidsånd, som vi også kan mærke oppe på Gentofte Rådhus. I mange år havde vi søgt om at få kvæggræsning tilbage til engen. I 80'erne strandede det på at tage hensyn til hundeejerne, men sidste år var holdningen ændret, og fire tyrekalve fik lov at stå nede på engen. Kommunen betalte for indhegning, mens et frivilligt kvæglaug i dag står for at passe dyrene. Med kvæggræsningen betyder det også, at græsset ikke står lige så højt i år, så det er en stor hjælp," siger Thomas Vikstrøm, som understreger, at der ikke er kommet en eneste klage fra hundeejerne, siden tyrekalvene kom på græs.

Blødt flow

Rundt på engen flyder leen i et blødt flow frem og tilbage over græsset, som lader sig falde. Andre er i gang med at rive til bunke, før det bliver slæbt væk med hjælp fra en presening. Det går stærk med de mange hænder, og efter tre kvarter er der allerede et tydeligt resultat at se.

Blandt de hærdede, der er mødt op denne tirsdag, er Lotte Rosenkilde, som har deltaget de seneste seks år.

"Jeg kan se, hvordan vores arbejde er med til fremme flere arter på engen. For hvert år har jeg set den forskel, vores arbejde gør, set hvordan det gavner, og det er mega fedt. Jeg kan også godt lide at arbejde med en le. Der er et dejligt flow," siger hun.

Henrik Kragerup er blandt de nye ansigter på engen. Han er bl.a. dukket op i dag for at lære at slå med le. Foto: Kathrine Albrechtsen

Henrik Kragerup er blandt de nye ansigter på engen. Han er bl.a. dukket op i dag for at lære at slå med le. Foto: Kathrine Albrechtsen

På engen står Henrik Kragerup iført blå trøje og matchende bøllehat. Han er en af de nye frivillige kræfter.

"Udover at det er et fint naturprojekt, er jeg kommet for at lære at slå med le, da jeg selv har en have med meget højt græs. Jeg skal lige have skærpet min teknik, så jeg har taget min egen discount le med, som jeg havde sat fuldstændig forkert sammen," siger han og griner.

Nyt øre i flokken

Underviser Troels Møllegaard bliver ved med tålmodigt at forklare, hvordan leen skal håndteres, hver gang et nyt øre dukker op i flokken.

"Man skal ikke være for ivrig, men tænke basal teknik. Det er en dans, hvor du skal føre leen lavt og i en jævn rytme. Og så skal bladet være skarpt, så du skal hele tiden slibe det," siger han og fortæller, hvordan leens blad kommer fra en østrigsk fabrik, som har eksisteret i 400 år.

"Maskiner kan ikke køre op og ned ad de stejle alpetoppe."

Troels Møllegaard kan også berette om en stigende interesse for det gamle håndværk og har sit bud på tendensen.

"Leslåning er meget afslappet samtidig med, at du er meget i fokus med dit redskab. Tanker og handling flyder sammen, så det bliver en helt meditativ oplevelse," siger han.

I alle størrelser

11-årige Nikolaj er blandt de nye - og yngste - lærlinge på marken.

"Det er sjovt, men også lidt hårdt i håndleddet," siger han og kigger over på sin farmor, Ingebritt Vanderboel, der også har et godt tag i sin le.

Det var hendes idé at tage sit barnebarn med.

Farmor Ingebritt Vanderboel har taget sit barnebarn Nikolaj med.

Farmor Ingebritt Vanderboel har taget sit barnebarn Nikolaj med. "Børn har slet ikke det samme forhold til naturen i dag," siger hun. Foto: Kathrine Albrechtsen

"Jeg synes, at vi har en opgave i at lære børnene naturen at kende og at færdes i den. Børn har slet ikke det samme forhold til naturen i dag i forhold til i gamle dage," siger hun.

Nikolaj er ikke den yngste med en le. Også 8-årige Selma er dukket op i dag. I sin lyserøde kjole og sandaler hopper hun rundt. Det er anden gang, at hun er med til høslæt.

"Sidste år var jeg med til at samle en kæmpe stor bunke,, som jeg fik lov til at sidde i,, selvom det var lidt vådt. Det glæder jeg mig til igen. Sidste år prøvede jeg også at slå med en børnele, men det var lidt svært. Måske jeg er blevet lidt større, så det bliver nemmere i år," siger hun og smiler bredt.

Publiceret 11 July 2019 11:00

SENESTE TV