Ugens læser: "Jeg læste en dansk krimi, hvor alle kvinder, der havde sex, blev slået ihjel lige bagefter. Den var fandme træls, fordi det er sådan en kliché"

Stephanie Caruana, 44 år, journalist og forfatter til bl.a. krimien ‘Smerten selv’.

Hvilken roman har du sidst læst?

" 'Tjenerindens Fortælling' af Margaret Atwood. Jeg har haft den liggende i et stykke tid, men fordi jeg skulle anmelde sæson 3 af tv-serien ‘The Handmaid’s Tale’, måtte jeg lige læse den. Den er fantastisk. Både mere svævende og mere konkret end serien, der dog ofte citerer direkte fra bogen.

Hvem er din favoritforfatter?

"Jeg har et blødt punkt for Thomas Harris. Og et andet blødt punkt for Iben Mondrup og Helle Helle. Jeg læser meget bredt, og tit rammer en tekst mig lidt uventet, i klumper. Altså, et lille stykke af en bog kan være genial for mig, mens bogen som helhed måske ikke er det. Jeg har også leet og grædt med Carrie Fisher, når hun beskriver affæren med Harrison Ford i ‘The Princess Diarist’. Altså, hun er for meget, men hun kunne virkelig noget med at beskrive kærestesorg."

Hvad er din favoritgenre?

"Det skifter meget alt efter, hvad jeg er optaget af. Lige pt. er det kunstnerbiografier og erotika, der fylder, fordi jeg er i gang med research, men jeg læser mange krimier, fordi jeg laver forfatterinterviews til bogmesser. Der beundrer jeg dem, der prøver på at skrive noget, der kan forny genren og højne det litterære niveau."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"Ja! Nogle bøger er simpelthen bare dårlige. Netop fordi forfatteren ikke rigtigt vil noget med den eller bare ikke kan skrive. ‘Fifty Shades’-serien for eksempel, som jeg dog gerne forsvarer, fordi jeg synes, det er fedt, at damer vil læse om begær. Men den er skrevet helt ubehjælpeligt samt sproget og persontegningen er noget rod. Så hellere Judith Krantz! Jeg læste en dansk krimi engang, hvor alle kvinder, der havde sex, blev slået ihjel lige bagefter. Den var fandme træls, fordi det er sådan en kliché, og forfatteren kunne åbenbart ikke se det."

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

" ‘I love Dick’ af Chris Kraus. Jeg var ved at kaste den fra mig 117 gange undervejs, men så åbnede den sig op og fortællerens besættelse af skyggefiguren Dick bliver til en fortælling om at udvikle sig og skabe kunst. Faktisk passer den godt med Carrie Fishers bog. Og så skal alle, der skriver, læse ‘Ofte stillede spørgsmål’ af Kirsten Hammann. Det skal de bare."

Publiceret 13 July 2019 08:00