Lauge Stetting var med til at starte internationaliseringen af Copenhagen Business School, som ændrede det daværende Handelshøjskolen til en internationalt anerkendt uddannelsesinstitution. Foto: Privat

Lauge Stetting var med til at starte internationaliseringen af Copenhagen Business School, som ændrede det daværende Handelshøjskolen til en internationalt anerkendt uddannelsesinstitution. Foto: Privat

Mindeord: Lauge trodsede ethvert moderne råd om sundhed og blev alligevel 94 år

94-årige Lauge Stetting sov ind den 9. juli. Bag ham ligger et langt liv med bl.a. flere rejser til udviklingslande som formand for Mellemfolkeligt Samvirke. For senere at være med til at præge CBS' udvikling til en internationalt anerkendt uddannelsesinstituion

Lauge Stetting, født 3. juni 1925, døde 9. juli 2019 på Gentofte Hospital 94 år gammel. Lauge boede i Gentofte Kommune med sin hustru Karen Stetting fra 1970 til 9. juli i år.

Som ung fik Lauge “en plads ved kommunen”, hvilket var hans mors drøm om tryghed, fordi den grundtvigianske brugsuddelerfamilie som mange andre blev ramt af krisen i 1930'erne. Men unge Lauge ville mere end Esbjerg Kommune og læste til student om aftenen. Lige efter krigen rejste han til København, skiftede navn fra Jensen til Stetting, flyttede ind på Studentergården og studerede ved Københavns Universitet. Her fik han venskaber med andre unge ambitiøse akademikere.

Studier i udlandet

I 1950 blev han gift med Karen Friede Olesen fra Ordrup. Det unge par fik et lille hus i Bagsværd og legater, der tillod dem at bo og studere nogle år i USA og Storbritannien, hvilket kom til at præge deres liv. Lauge havde bl.a. ophold på MIT, Stanford og London School of Economics. Da Lauge blev færdig som cand.polit. i 1954, fik han flere jobtilbud og mange muligheder for at rejse ud. Han rejste også i en række udviklingslande i rollen som bestyrelsesmedlem og formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

I 1961 og 1963 fik han og Karen døtrene Hanne og Dorte.

Præget CBS

Lauge var med til at starte internationaliseringen af Copenhagen Business School, som ændrede det daværende Handelshøjskolen til en internationalt anerkendt uddannelsesinstitution. Det er tidligere skrevet om Lauge i en fødselsdagsomtale, at han som få andre har præget CBS' udvikling.

Som leder af Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse udviklede han HD-studiet i International Business, hvor de nye HD'ere fik styrket deres internationale erhvervsret. Som mangeårig dekan for Det Økonomiske Fakultet internationaliserede han Handelshøjskolens ph.d-uddannelse gennem en række Summer Institutes i Gilleleje med danske og udenlandske ph.d-studerende og lærere.

Han havde desuden en central rolle i udviklingen af HA International, der blev et tilløbsstykke for nye danske studerende, et trækplaster for dygtige studerende fra udlandet og et hjemsted for endnu flere internationale gæsteprofessorer.

Larger than life

Lauge trodsede ethvert moderne råd om sundhed. Hans hverdage var fyldt med gode vine, cigarer, Campari, armagnac og lækker mad. Alligevel blev han 94 år.

Han elskede kunst, kasmirpullovers, italienske sko og dansk design. Han var kort sagt en levemand. Måske var det en reaktion på barndommen i beskedne kår i Vestjylland, måske var det hans medfødte personlighed, som var lidt larger than life.

Lauge kunne i perioder være introvert og vred, men hans humor, viden, viljestyrke og smittende begejstring er det, vi vil huske ham for.

Ære være hans minde.

Publiceret 16 July 2019 07:00