Henrik Beha Pedersen stiftede Plastic Change for fem år siden. Arkivfoto: Kathrine Albrechtsen

Henrik Beha Pedersen stiftede Plastic Change for fem år siden. Arkivfoto: Kathrine Albrechtsen

Nye pantregler skaber glæde hos Plastic Change: "I dag ved alle, at plastik er et selvstændigt problem"

Pr. 1. juli er pantsystemet ændret, så også juiceflasker er med. Det glæder en Hellerup-borger, som har kæmpet for netop det i mange år. Men han er langt fra i mål med ambitionerne

Af
Marie Varming

I mange år har det været sådan, at en plastikflaske, der havde indeholdt cola, skulle i pantautomaten, mens en plastikflaske, der havde indeholdt appelsinjuice, skulle i skraldespanden. Det har undret mange, specielt Henrik Beha Pedersen fra Hellerup. For fem år siden grundlagde han organisationen Plastic Change, som arbejder på at få plastik ud af naturen. Han er selv sejler og dykker, og derudover er han uddannet miljøbiolog.

"For fem år siden var der ingen, der havde fokus på plastik i havene, men i dag ved alle, at plastik er et selvstændigt problem," siger Henrik Beha.

Sammen med sin organisation har han kæmpet en indædt kamp for, at mange flere plastikflasker skal være omfattet af pantsystemet.

"Det har været en lang proces, hvor vi har kæmpet mod, at den ene slags flasker skulle i skraldespanden og den anden i flaskeautomaten," siger Henrik Beha.

Haglpatroner og fiskenet

Han er dog langt fra i mål endnu, for selv om han er stor tilhænger af det danske pantsystem, som han i øvrigt ser en internationalt forretningsmodel for Danmark i, så kan det bruges meget mere.

"Jeg kunne godt ønske mig, at der for eksempel var pant på haglpatroner, som mange jægere smider i naturen. Fiskernes net efterlades og tabes også i vidt omfang i havet, og det er meget billigt for en fisker at tabe sit net i havet. Kunne man ikke godt forestille sig pant på det?," spørger Henrik Beha.

Derudover er han og Plastic Change i dialog med blandt andre Københavns Kommune om at lave en bykop, så alle serveringssteder fremover bruger samme pantplastikkop, som kan afleveres og vaskes op, så det kan bruges igen af den næste kunde.

"Vi skal i det hele taget være bedre til at vaske op i stedet for at genanvende. Det kræver meget energi, når plastik skal indsamles, kværnes og bygges op igen. Det er bedre at bruge, vaske op og bruge igen," siger Henrik Beha.

Der er nok at kæmpe for i Plastic Change, men det er Henrik Beha ikke ked af.

"Det har store perspektiver det her område, og vi nyder de sejre, vi får."

Publiceret 01 August 2019 11:26