Med deres forskellige afsæt i hhv. tro og videnskab har Poul Joachim Stender og Jesper Bay-Hansen skrevet en fælles bog om, hvordan vi kan konfrontere og overvinde den modstand, livet yder os. Foto: Anette Damgaard

Med deres forskellige afsæt i hhv. tro og videnskab har Poul Joachim Stender og Jesper Bay-Hansen skrevet en fælles bog om, hvordan vi kan konfrontere og overvinde den modstand, livet yder os. Foto: Anette Damgaard

Præst og parterapeut finder lys i livets sorte huller

Med ny bog vil læge og parterapeut Jesper Bay-Hansen og præst Poul Joachim Stender nuancere vores forståelse af livsglæde og det meningsfulde. Videnskab og tro er ikke hinandens modsætninger, når det handler om at konfrontere og overvinde den modstand, livet byder os

Af
Peter Klar

modgang Nej, livet er ikke som en slentretur ad en flad, lige landevej. Uden problemer, i medvind og behagelig temperatur.

Livets vej er fuld af huller, som vi kontinuerligt og pludseligt ryger ned i – for eksempel på grund af skilsmisse, sygdom, tab, stress og udbrændthed.

Men i stedet for at frygte dem, bør vi være mere nysgerrige på livets huller. Ikke se den anden vej, men konfrontere dem og udforske dem.

I deres fælles bog, ’Hullerne i livet – og livet i hullerne. Præsten og lægen om mødet mellem tro og videnskab’, gør læge, klinisk sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen og sognepræst Poul Joachim Stender venligt og i munter alvor os opmærksom på, at vi godt kan have et godt, glædes- og meningsfyldt liv både på trods og ikke mindst i kraft af den modstand, livet yder os med sine uforudsigelige huller.

Værdien af tro og håb

Poul: "Ofte har hullet, du lander i, også en udgang. Der er også liv at hente i hullerne. Mange syge, der kommer sig, bliver meget mere ydmyge og taknemmelige over for tilværelsen. Og folk, der har mistet, vil godt nok bære smerten i sig konstant, men har samtidig også lært at påskønne dem, de har tilbage. Som præst kigger jeg meget ned i huller: fra døbefontens hul til hullerne, hvor kisten eller urnen skal ned. Det er kristendommens budskab, at der er liv og lys nede i det der sorte hul og ikke bare død og tilintetgørelse."

Vi sidder i Jesper Bay-Hansens klinik på Ordrupvej. Poul Joachim Stender har taget turen fra Kirke Saaby og Kisserup Sogn på Midtsjælland, hvor han er sognepræst.

De to mødtes første gang ved en DR-optagelse for nogle år siden og har siden samarbejdet om årlige kurser om lykke, lyst og livskunst for danske praktiserende læger. Med bogen ønsker de at nuancere vores tilgang til og forståelse af livsglæde og det meningsfulde, hvad end vi hver især lægger i begreberne.

I den proces udelukker tro og videnskab ikke hinanden. Tværtimod.

Jesper: "Tro og håb er set med mine øjne vigtige at få ind i terapier, og hvis der er noget, religionerne kan, så er det at give tro og håb og en større mening med noget af det, der sker. Der er ingen tvivl om, at det beriger mange menneskers liv, at de er troende. I den vestlige verden ser både læger og patienter lidt for snævert på medicin, for eksempel antidepressiv medicin eller potensmedicin, som løsningen, når man havner i et hul i livet. Det må en pille kunne klare! Men det kan ofte lige så godt være en anden måde at møde livet på, en ændret livsførelse eller et nyt ritual hentet fra positiv psykologi, en samtale med en terapeut eller præst eller en bøn, som hjælper folk videre. Vores bog indeholder af denne grund mange eksempler på, hvordan man konkret kan se livet med andre øjne, også når det er allersværest."

Poul: "Præster og læger burde arbejde meget mere sammen. Vi har forskellige måder at gribe det an på, men vi ender som regel med det samme resultat. Som præst kan jeg godt acceptere videnskabens teorier om, at verden blev skabt ved the big bang. Jeg siger bare, at det er Gud, der står bag ved. Det er hans måde at gøre det på, og det har Bibelen beskrevet på en poetisk måde. Troen er ikke bare ufornuft. Når der den dag i dag findes troende mennesker i verden, skyldes det måske – i tråd med Darwins teorier – at troende mennesker bedre kan overleve trængselstider, fordi de har noget at holde fast i – noget, der giver dem håb og kræfter."

Kærligheden kræver pleje

Både parterapeuten og præsten mærker i deres arbejde, at vores sex- og kærlighedsliv ofte er kilde til huller i livet.

Jesper: "Mange kan godt eller har lige frem nemt ved at forelske sig, men har svært ved at pleje kærligheden i et mere varigt forhold. Folk tager ofte for let på kærlighedsplejen. Det starter med en bevidsthed om, at kærligheden og intimiteten – både den psykologiske og fysiske – kræver pleje. Parforholdet er som livets øvrige relationer ikke vedligeholdelsesfrit."

Poul: "Folk er blevet mere optaget af deres egen krop end af deres elskedes krop. Så snart de kommer hjem fra arbejde, går de ikke i seng med hinanden, men løber en tur ude i naturen. De har fået tunnelsyn på det sunde liv. Jeg synes, jeg kan mærke en form for afseksualisering. Når sex er ude i det omkringliggende samfund, handler det om at tænde vores købebegær, ikke vores begær efter kroppe. En plakat med en halvnøgen kvinde, der slikker på en is, får os til at købe en is – ikke til at fare hjem og have sex."

Positiv nysgerrighed

Ifølge Jesper Bay-Hansen skaber det moderne menneskes mange muligheder snarere forvirring og forkerte prioriteringer end den lykke, vi konstant er på jagt efter.

Jesper: "Vi kan så meget, men er ikke nok bevidste om, hvad vi vil, og hvad der virkelig betyder noget for os. Og som regel finder folk først ud af det for sent. Det er et kæmpe privilegium, at vi lever i en verdensdel og i en tid, hvor vi har så mange valgmuligheder, men man er nødt til at være bevidst om, hvilke valg man tager. Hvis man ikke selv tager dem, kan man være sikker på, at omgivelserne tager dem for en."

Jesper: "I bogen dyrker vi også det med, at man skal se nuancerne i ens elskede. De fleste mener, at de ved alt om den anden, men den antagelse er drønfarlig. Der er så mange lag i ens kæreste, man ikke kender. Hvis ikke man møder hinanden med det, jeg kalder positiv nysgerrighed og prøver at undersøge disse lag, så får man mere et bofællesskab end et samliv ud af det."

Planlagt intimitet

Som præst oplever Poul Joachim Stender, at de ægteskaber, han velsigner, ikke holder i samme grad som tidligere.

Poul: "Det er der mange årsager til. For det første tror jeg, at man skal plotte ind i sin kalender, at man skal have sex et par gange om ugen. Ellers får du ikke tid til det på grund af alle de andre aftaler. For det andet spørger folk hele tiden sig selv, om de har lyst. Gider jeg det? Børnene, arbejdet og praktiske ting tager så meget tid, at lysten ikke er der. Men lysten kan godt komme, hvis man begynder at røre ved hinanden og giver sig tid til hinanden. Man kan jo også godt blive sulten af at sætte sig ved et dækket bord og se og dufte al den lækre mad. Folk glemmer, at man godt kan tale med hinanden og have en meningsfuld samtale gennem berøring."

Jesper: "Jeg er meget enig. Planlagt intimitet er bedre end ingen intimitet. Det er typisk og tankevækkende, at folk efter dybe fortrolige samtaler eller nydelsesfuld sex med hinanden ofte udbryder, at dét må vi have noget oftere! Men så sker der ikke mere, og den gode intention får lov at hænge i luften."

Poul: "Næste onsdag ved samme tid. 100 procent!"

'Hullerne i livet - livet i hullerne' er udkommet på Forlaget Ella.

Jesper Bay-Hansen er speciallæge i almen medicin, specialist i klinisk sexologi og parterapeut. Jesper har derudover en amerikansk uddannelse i positiv psykologi. Han har Klinik for Sexologisk Rådgivning og Samtaleterapi i Villa Vitalis, Ordrupvej 74A. Han underviser, holder foredrag og har skrevet flere bøger om livsglæde, trivsel, sex- og samliv, bl.a. ’Mærk efter!’, ’Hvad alle bør vide om mænd’ og 'De 9 kærlighedsregler'.

Poul Joachim Stender er sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogn på Midtsjælland. Som skribent og foredragsholder bidrager han flittigt til kirke- og samfundsmæssige debatter. Han taler for at give nydelse og det sansemæssige en mere fremtrædende plads i vores religiøsitet. Blandt hans seneste bøger er 'Guds sved: Kvinden, der kunne lugte Gud' og erindringsbogen 'Røde hunde gør ikke'.

Publiceret 05 August 2019 11:14