Bolette Nyvang Iversen vandt to bronzemedaljer, da der blev roet U23 VM i Rumænien.

Bolette Nyvang Iversen vandt to bronzemedaljer, da der blev roet U23 VM i Rumænien.

Flere VM-medaljer til Hellerup Kajakklub

Junior og U23-VM i kajakroning blev især en triumf for Bolette Nyvang Iversen

Tre talentfulde kajakroere fra Hellerup Kajakklub var udtaget til junior og U23 VM, der lige har været afholdt i rumænske Pitesti.

Mesterskaberne blev en kæmpe succes for Hellerups tre udtagne roere, Bolette Nyvang Iversen (U23), Sara Milthers (junior) og Emma Bock (U23).

Bedst gik det for Bolette Nyvang Iversen, der roede sig til hele 2 x U23 VM bronzemedaljer i enerkajak på distancerne 200 meter og 500 meter. Første medalje kom hjem over 200 m, hvor hun roede en fantastisk 200 meter finale i enerkajak og kom i mål på bronzepladsen.

Bolette Nyvang Iversen var oppe mod den regerende mester, Anna Lucz fra Ungarn, og vicemesteren, Kristina Kovnir fra Rusland, og som sidste år i Bulgarien tog de sig af guld og sølv, mens Bolette Nyvang Iversen med en kraftfuld spurt fulgte lige efter på tredjepladsen. Med fjerdehurtigste tid i de indledende heats havde Bolette lagt i kakkelovnen til en medalje.

Søndag kunne Bolette Nyvang Iversen så kalde sig selv dobbelt bronzetager ved U23-VM, da hun kom i mål på tredjepladsen over 500 meter enerkajak. Guldet tog ungarske Noemi Pupp, mens sølvet gik til polske Malgorzata Pulawska.

Bolette Nyvang Iversen er rejst direkte fra Rumænien til Ungarn, hvor hun i dagene 22.-25. august skal deltage i senior VM.

Meget tæt på tredjeplads

Sara Milthers var sammen med Katrine Jensen (Maribo Kajakklub) på en mission i toerkajak om at forbedre sidste års junior-VM resultat på deres favoritdistance 500 meter, hvor de blev nr. 8. Pigerne lå et langt stykke af vejen til en 3. plads, men måtte på de sidste meter se sig slået af hviderusserne på de sidste tag.

Begge piger ror i U18 i yngste kategori med deres hhv. 17 og 16 år, så det er absolut en toerkajak med masser af internationalt potentiale fremover. Til trods for deres unge alder var det anden gang, de deltog til VM.

Kajaktalenterne Emma Bock, Bolette Nyvang Iversen og Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub viste de danske farver frem på flotteste vis.

Kajaktalenterne Emma Bock, Bolette Nyvang Iversen og Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub viste de danske farver frem på flotteste vis.

Pigerne vandt sølv ved U18 EM i juli måned i Tjekkiet. En 4. plads ved UVM er et flot step op ad rangstien.

Sara Milthers var også udtaget til at ro firerkajak over 500 meter, hvilket hun gjorde sammen med Emilie Markussen (KK361), Mathilde Roed (Køge Kano og kajakklub) og Anna Find Hansen (Vallensbæk kano og Kajakklub). Her roede kvartetten sig til en 3. plads i B-finalen.

Emma Bock deltog sammen med Frederikke Matthiesen (Lyngby Kanoklub) ligeledes i toerkajak over 500 meter for U23. Efter en 4. plads i indledende heat måtte de ud i en semifinale. Her kæmpede pigerne alt, hvad de overhovedet kunne, men måtte se sig henvist til en 4. plads. Idet kun de tre hurtigste både gik videre til finalen, rakte det desværre ikke til en finaleplads. Duoen var også i sidste måned med til U23 EM og blev nr. 8 i finalen. jbl

Publiceret 07 August 2019 16:12