Søren Østergaard som Målermanden, der optræder med sine mange forskellige målinger. Pressefoto: Steen Brogaard

Søren Østergaard som Målermanden, der optræder med sine mange forskellige målinger. Pressefoto: Steen Brogaard

Søren Østergaard: "Det går fuldstændig fantastisk. Og det er ikke bare cirkussnak"

Zirkus Nemo har slået teltpløkkerne i ved Charlottenlund Fort og præsenterer københavnerpublikummet for sin 20 års jubilæumsforestilling

Af
Signe Haahr Pedersen

Når Søren Østergaard om aftenen sidder og kigger over på Zirkus Nemos lysende navneskilt, føler han sig både stolt og overrasket. Tænk, at teltet stadig står efter 20 år, og tænk, at han i dag lever af latterbrølene fra publikumsrækkerne.

Siden april har jubilæumsturnéen rullet landet rundt. I denne uge indtager den plænen ved Charlottenlund Fort, hvor den bliver hængende frem til den 1. september.

"Det går fuldstændig fantastisk. Og det er ikke bare cirkussnak," siger cirkusdirektøren og fortæller, at årets forestilling har været den mest velbesøgte hidtil, og at stjernerne drysser ud af ærmerne på anmelderne.

"Folk siger, det er det bedste show nogensinde. Og det tror jeg faktisk måske, de har ret i. Det er skønt at spille for fyldte telte. Så jeg er vel, hvad man kalder en rigtig glad jubilar."

Lirer ikke noget af

De seneste to årtier er ikke gået stille for sig for Zirkus Nemo. I 1999 bestod foretagendet af fem ansatte inklusiv Søren Østergaard selv. Nu tæller holdet 39, og mange har familien med, og så når tallet hurtigt op på 60 - plus hunde. Med dem følger beboelsesvogne, toiletvogne, en køkkenvogn og 14 lastbiler med grej.

"Det koster 48.000 kroner for os at køre over Storebælt," siger Søren Østergaard, som har nok at se til på sådan en turné.

Zirkus Nemo blev stiftet i 1999 og kan derfor fejre sit 20 års jubilæum i år. Pressefoto: Jacob Leitisstein

Zirkus Nemo blev stiftet i 1999 og kan derfor fejre sit 20 års jubilæum i år. Pressefoto: Jacob Leitisstein

Som direktøren for det hele løser han dagligt alskens administrative og praktiske opgaver. Men han sælger også programmer på pladsen, før han selvfølgelig træder ind i spotlyset i skikkelse af mere eller mindre ubehjælpelige og humørsvingende karakterer som Smadremanden, Marianne og Bager-Jørgen.

Han improviserer alle numre. Det har han gjort alle årene. Så når for eksempel Målermanden går ind i manegen, ved han, hvad han skal måle, men derfra sker alt i øjeblikket i samspil med publikum.

"Det giver en anden umiddelbarhed. Jeg kan ikke gå ind og bare lire det af. Jeg er nødt til at være der 100 procent. Der opstår en helt anden energi, men det er da hårdere end at have et manuskript."

En underlig drivkraft

Kærligheden til cirkus stikker dybt i Søren Østergaard. I barndommen var det sommerens højdepunkt, når cirkus kom til Esbjerg, hvor han boede, til han var 13 år. Ligesom alle andre børn, var han grebet af udfoldelserne i savsmuldet. Til forskel for de fleste slap fascinationen dog ikke taget i ham.

Det blev en underlig drivkraft, som han selv formulerer det, og allerede inden han var færdiguddanet skuespiller begyndte drømmen om at skabe sin helt egen manege at ulme. Han husker en Benneweis-forestilling, han så i 1978, hvor en mexicansk artist lavede tricks hængende i et tov.

"Han var den allerdårligste af dem, men han kunne bare sælge varen. Han udstrålede, at han lavede noget enestående fantastisk, men det var det ikke. Det var forfærdeligt dårligt. De andre, der optrådte den aften, har jeg glemt, men ham glemmer jeg aldrig, og jeg tænkte: En dag må jeg gøre det dér."

Første gang Søren Østergaard prøvede kræfter med cirkuslivet var i 1994, da han og kollegaen Flemming Jensen drog ud på landevejen med 'Østergaard og Jensens Store Hundeshow'. Og selvom det projekt blev en økonomisk fiasko, sprang han atter ud som cirkusdirektør sammen med Anders Lund Madsen, da Zirkus Nemo for første gang inviterede danskerne ind i sit sorte telt og præsenterede dem for lige dele skøre indslag og professionel artisteri.

Prøver at trappe ned

Siden er teltet blevet udvidet flere gange, men nu er det slut med det. For intimiteten er vigtig, påpeger Søren Østergaard. Til gengæld får det store telt for andet år i træk selskab af et mindre et af slagsen på pladsen ved Charlottenlund Fort. Børneudgaven af Zirkus Nemo, der har fået navnet Zirkus Barnly, er nemlig også med.

Med på Zirkus Nemo-holdet er vanen tro en række professionelle artister. En af dem er gummimanden Captain Frodo, som blandt andet er i stand til at presse sin krop gennem tennisketchere. Frodo står også i front for børneudgaven af Zirkus Nemo, Zirkus Barnly. Pressefoto

Med på Zirkus Nemo-holdet er vanen tro en række professionelle artister. En af dem er gummimanden Captain Frodo, som blandt andet er i stand til at presse sin krop gennem tennisketchere. Frodo står også i front for børneudgaven af Zirkus Nemo, Zirkus Barnly. Pressefoto

"Det er en lille perle af en forestilling. Jeg elsker det. Det er mærkværdigt og helt specielt," siger Søren Østergaard, der glæder sig til at tænde for de lysende skilte ved fortet.

Også selvom Gentofte Kommune ifølge ham tager lige lovlig meget i leje for plænen. 149.000 kroner plus 50.000 kroner i depositum.

"Det, synes jeg, er sindssygt, når vi kommer med kultur til byen, og vi er kommet gennem så mange år. Så kunne kommunen godt sige, at man gerne ville hjælpe os lidt. Det er så dejlig en plads, og vi har et kæmpe publikum her, og restauranterne er glade for, vi kommer. Så jeg håber på, at kommunen vil tage en dialog med os om det."

For 20 års jubilæet markerer ikke en afslutning, slår Nemos far fast.

"Jeg tager nok ikke 20 år mere, men jeg håber, Zirkus Nemo bliver ved 20 år endnu. Jeg tager nogle år ad gangen. Jeg bliver i hvert fald ved de næste to år, for det har jeg hyret folk til. Men jeg fylder 70 om otte år. Så holder jeg nok op. Medmindre jeg ikke gør. Men jeg vil prøve at trappe lidt ned. Det har jeg godt nok sagt i ti år uden, det er sket."

Publiceret 07 August 2019 13:12