For lidt over 60 år siden gik de her mennesker ind ad porten til Tranegårdskolen for første gang i deres liv (på nær Emily nr. 3 fra venstre, som er Dorthe Thranes datter). Torsdag var de samlet for at fejre det i Hellerup Sejlklubs restaurant. Foto: Jesper Bjørn Larsen

For lidt over 60 år siden gik de her mennesker ind ad porten til Tranegårdskolen for første gang i deres liv (på nær Emily nr. 3 fra venstre, som er Dorthe Thranes datter). Torsdag var de samlet for at fejre det i Hellerup Sejlklubs restaurant. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Gamle Trane-elever hylder deres lærer: "Jeg kan huske alt, hvad hun har lært mig"

Den 12. august 1959 begyndte cirka 40 børn deres skoleliv på Tranegårdskolen. Den ene halvdel af årgangen fik det, de samstemmende kalder verdens bedste lærer. Den anden halvdel fik det, de lige så samstemmende kalder en onskabsfuld satan

Af
Jesper Bjørn Larsen

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da de godt 40 nyvaskede børn gik ind ad porten til Tranegårdskolen den 12. august 1959.

Inde i skolegården stod skoleinspektør Hanne Rytter på en trækasse og styrede tropperne med militaristisk præcision. De spændte børn blev fordelt i 1.A og 1.B.

Ved A-klassen stod en ældre herre med en cigarstump i munden. A. Büchmann havde været lærer på skolen gennem mange år. Ved B-klassen stod den forholdsvis nyuddannede Nete Risum. Hun kom lige fra et vikariat på Skovshoved Skole og skulle nu være klasselærer for første gang.

Charlotte Lorenz foran Tranegårdskolens port på første skoledag. Privatfoto

Charlotte Lorenz foran Tranegårdskolens port på første skoledag. Privatfoto

"Kan du huske den dag, Erik? Jeg husker den klart og tydeligt." Charlotte Parnas, dengang Lorenz og elev i B-klassen, kigger på sin ven.

"Ja, ja, fuldstændig. Hanne Rytter var streng, hende fik man nakkedrag af," svarer Erik Testmann med det første af mange grin. Han begyndte i 1.A sammen med sin ven Carsten, som han fulgtes med den morgen.

"Ja, hun var en skrap dame, ikke spor varm," nikker Charlotte Parnas.

Charlotte og Erik sidder i Hellerup Sejlklubs restaurant. Lige om lidt har de den årlige komsammen med cirka en snes af de mennesker, der den morgen, den 12. august 1959, fordelte sig mellem himmel og helvede. I hvert fald, når det gjaldt den klasselærer, de fik.

Et klassebillede fra 4.A. Adolf Büchmann står længst til højre - og for en gangs skyld havde han cerutten i hånden og ikke i munden. Erik Testmann er nr. 2 fra venstre i midterrækken. Privatfoto

Et klassebillede fra 4.A. Adolf Büchmann står længst til højre - og for en gangs skyld havde han cerutten i hånden og ikke i munden. Erik Testmann er nr. 2 fra venstre i midterrækken. Privatfoto

Glæden fra Eriks ellers meget lyse sind forsvinder simpelthen, når talen falder på A. Büchmann, som børnene konsekvent kaldte Adolf.

"Han var en lille, tør, ondskabsfuld satan, som havde sine frustrationer. Han havde siddet i KZ-lejr under krigen. Allerede fra første dag udpegede han sine kæledægger. Dem var jeg desværre ikke iblandt."

A. Büchmann udpegede også sine prügelknaber med det samme, og dem var Erik Testmann til gengæld iblandt.

"Måske fik jeg lov at sone for min fire år ældre søsters synder. Hun havde også haft ham. Nogle gange så han ikke engang på mine skriftlige opgaver, men smed dem bare tilbage i hovedet på mig og råbte 'sjusk'! Han løftede os i øreflippen eller i de tynde hår ved øret, og så slog han os sådan her." Erik Testmann svinger den ene hånd med pege- og langefingeren samlet som en pistol.

Charlotte Parnas skutter sig.

"Jeg havde ham i de senere år i fysik og kemi. Jeg kan huske, jeg fik en syngende lussing, da der bredte sig en uro i klassen. Jeg sad yderst i rækken, og så var det åbenbart bare min tur. Men vi var jo helt anderledes heldige i b-klassen, Nete slog os aldrig, hun kunne ikke drømme om det. Hun elskede os fra den dag, hun så os, og vi elskede hende. Hun lignede Simone Signoret, med halvlangt blond hår. Hun var feminin, varm, gik i kjole. Hun var suveræn, det mest kærlige væsen, du kan forestille dig."

Et billede af 2.B. Nete Risum står ude til højre, og Charlotte Parnas (dengang Lorenz) ses i forreste række, nr. 4 fra højre. Privatfoto

Et billede af 2.B. Nete Risum står ude til højre, og Charlotte Parnas (dengang Lorenz) ses i forreste række, nr. 4 fra højre. Privatfoto

Ar på sjælen

Vi mødes to dage efter, Godhavnsdrengene fik deres længe ventede undskyldning, så jeg spørger selvfølgelig Erik, om han ikke føler sig krænket af at være blevet slået så hyppigt og så voldsomt af sin klasselærer, som tilfældet var.

"Selvfølgelig gør jeg det. Alle de tæsk, ydmygelser og ondskabsfuldheder sætter da sine spor. Mange af vores klassekammerater har fået ar på sjælen. Når jeg snakker med Jesper W. fra vores klasse, så lægger han røret på, hvis jeg bare nævner skolens navn. Han magter ikke at komme til vores træf. Heller ikke selv om vi fortæller ham, at vi taler om alle mulige andre ting," siger Erik Testmann.

Et billede af nogle af pigerne fra 1.A på Tranegårdskolen. Fra venstre er det Eva, Elisabeth (halvt skjult), Anette, Ulla Britt og Birgitte. Billedet er taget på Gruts Allé i 1960. Privatfoto

Et billede af nogle af pigerne fra 1.A på Tranegårdskolen. Fra venstre er det Eva, Elisabeth (halvt skjult), Anette, Ulla Britt og Birgitte. Billedet er taget på Gruts Allé i 1960. Privatfoto

I begyndelsen af 1980'erne skulle han selv se sin niece i en skolekomedie på Tranegårdskolen. Han nåede kun til skolegården, så måtte han vende om. En af hans venner fra en ældre klasse sad ved et middagsselskab, hvor manden overfor ham præsenterede sig som Büchmann. En sort sky må være gået for vennens ansigt, for manden sagde, "nå, du har gået på Tranegårdskolen?" A. Büchmanns nevø kendte udmærket sin onkels 'meritter'.

Hvordan kunne jeres forældre acceptere, at I fik så mange tæsk?

"Meget af det hørte de aldrig om. Og så skal du huske, at læreren var en autoritet. På samme måde som lægen eller politibetjenten. Det var det, læreren havde sagt, der var det sande. Ikke, hvad børnene fortalte," siger Erik Testmann.

"Det er rigtigt. Jeg måtte rystende angst gå til læspeundervisning på Frk. Rytters kontor, også selv om mine forældre overhovedet ikke kunne høre, at jeg læspede. Men hvis hun sagde, at jeg gjorde det, så gjorde jeg det. Så var det lov," forklarer Charlotte Parnas.

De to venner når hurtigt til enighed om, at Tranegårdskolen vist også var i den strenge ende i 1950'erne og 1960'erne. Inspektøren var streng, det samme var viceskoleinspektør Gervild. Skolen dyrkede simpelthen en autoritær kultur.

En 55 år gammel tilståelse

Charlotte Parnas husker dengang, A. Büchmann gik helt amok over, at nogen havde sat hans sorte Velo Solex op på taget af cykelskuret på en kold vinterdag.

Var det dig, Erik?

"Det kan ikke udelukkes." Grinepause.

"Okay, jeg vil godt indrømme, at det kanonslag, der gik af i gården i 1964, det var mig," siger han så.

"Det var jeg faktisk ikke klar over," smiler Charlotte Parnas, da journalisten vender sig mod hende.

"Erik, han var sådan en sød dreng, men han møvede også lidt rundt og havnede i problemer. Han var ikke en bølle, men han kom lidt dårligt afsted med sine opfindelser. Han var måske lidt... umoden." Charlotte Parnas smager forsigtigt på ordet.

"Jeg blev først skolemoden, da jeg var 22 år," griner Erik Testmann så.

"Bliv du bare ved med at tage billeder. For jeg elsker at holde om Charlotte," griner Erik Testmann. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Erik Testmann når at fortælle, at 1.A også havde en sløjdlærer, der gned groft sandpapir på børnenes kinder, når han skulle straffe dem, inden han lidt mister lysten til at snakke mere om sadistiske lærere.

"På trods af Büchmann og de andre har vi jo et fantastisk sammenhold på tværs af de to klasser. Det må du love mig, at du får med i din historie," siger Erik Testmann, der bor i Jægersborg.

Han iler med at fortælle, at han faktisk også havde en skøn lærer, selv om han blev 'snydt' for Nete Risum: Fru Branner, som han havde i regning. Hun beskyttede ham flere gange mod Büchmann. Når fru Branner besøgte sin tante, der boede tæt på Eriks familie, stak hun altid hovedet ind til Eriks mor. Her blev de to kvinder som regel enige om, at Erik jo faktisk var en god dreng.

Struktur på tingene

Eleverne fra 1.A og 1.B har mødtes fast hvert år siden 50 års jubilæet i 2009, men faktisk begyndte deres sammenhold ved en ualmindeligt munter aften på Hotel Marina i Vedbæk i 1974. Erik mindes med et skævt smil, at selskabet havnede inde hos ham på Klerkegade og at han først kom i seng kl. 17 næste dag.

Så gik der mange år, uden at de sås. Men så mødte Erik tilfældigt Thomas i 2001, så kom Tim til, så Birgitte, og så blev de enige om at lægge historier fra deres liv ind på en hjemmeside for tidligere Trane-elever.

"Da pigerne kom ind, kom der struktur på tingene," smiler Erik, der har brugt mange timer på internettet på at finde gamle klassekammerater, og han har også ringet og mailet rundt til hele verden for at stampe folk op.

Udover de faste træf bliver der holdt mange ad hoc-møder, for de hygger sig simpelthen så bravt sammen. Og det har alle dage været på tværs af de to klasser.

"Der er heldigvis kun to, der er døde fra vores årgang, men der er også nogle folk, vi aldrig har kunnet finde. Dem må du meget gerne efterlyse," siger Erik Testmann.

Det drejer sig om Martin Anderson, Inge Troelsen, Søren og Niels Olsen samt Hanne Sørensen eller Jørgensen.

Hvad betyder det for jer at mødes?

"Det er min Hellerup-familie! De her mennesker er et fælles referencepunkt for hele mit liv. Vi ved alt om hinanden. Både om dengang og i dag. Vi skal ikke forklare noget, når vi mødes, det er en befrielse," forklarer Charlotte Parnas, der bor i Hellerup.

"Vi holder af hinanden, vi er jo venner. Jeg har kun meldt afbud én gang, det var i 2018, hvor jeg lå med en mandeinfluenza. Det var ikke godt. Det er simpelthen juleaften, når vi mødes," smiler Erik Testmann, der planlægger sine udlandsrejser som it-konsulent efter klassesammenkomsterne og de mange andre undskyldninger for at mødes.

Trump taler vi ikke om

Mens vi taler, begynder de gamle klassekammerater at stimle sammen om os. De krammer på livet løs. De første, der kommer er tvillingesøstrene Anette og Birgitte Holstein, der boede på samme vej som Erik, da de var små, og Poul Pedersen, der er taget hele vejen fra Virginia for at være med.

"Det er over 50 år siden, jeg flyttede ud af landet, så for mig er det her Danmark. Det er min ungdom, og det vækker en masse minder," siger Poul Pedersen.

Han regner ikke med at flytte tilbage til Danmark.

Heller ikke, hvis Donald Trump skulle blive genvalgt?

"Det håber jeg meget, at han gør."

Anette og Birgitte Holstein griner.

"Vi taler aldrig om politik. Vi taler om alt andet."

Talen falder på kontrasten mellem 1.A og 1.B og dermed tilbage på A. Büchmann. Birgitte Holstein, der sammen med sin søster gik i den 'forkerte' klasse, løfter op i sit hår og peger på sit øre.

"Jeg blev engang spurgt af en læge, om jeg havde fået mange lussinger i mit liv. Han kunne se, at min spytgang var ødelagt."

Ingen rundt om bordet er nogensinde blevet slået derhjemme, så volden var skemalagt til dagtimerne.

"Da vi begyndte at mødes, bad vi hinanden om at skrive vores minder ned fra skolen. Alle skrev, hvor meget de havde hadet og frygtet Adolf Büchmann," fortæller Birgitte Holstein.

"Jeg kan huske, at han lagde fingrene oven på sin italienske salat, når han skulle spise den. 'Har han ikke lært at spise ordentligt', tænkte jeg," mindes Anette Holstein.

"Det er rigtigt, det kan jeg også huske," lyder det fra Erik Testmann. "Og så den der sure lugt fra cigarstumpen, der altid sad i munden på ham."

Birgitte Holstein så engang Nete Risum gennem koøjet ind til 1.B. Hun sad og strikkede, mens hun underviste.

"Jeg kan huske, jeg tænkte, 'bare jeg dog havde hende som klasselærer'."

"Det kan jeg godt forstå, det må have været hårdt," siger Charlotte Parnas. "Hun var som vores mor, og hun betragter os stadig som sine børn."

Ind i gildesalen kommer Anders Holm, der ikke har set Poul siden 1969. De to mænd krammer hinanden hjerteligt.

På journalistens arketypiske spørgsmål om, hvordan det føles at se hinanden efter 50 år, svarer Anders Holm:

"Det er mægtig hyggeligt, men der opstår med det samme et stort tomrum. 50 år. Hvad skete der lige i den periode?"

Øjeblikket, hvor Poul Pedersen og Anders Holm ser hinanden for første gang i 50 år. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Øjeblikket, hvor Poul Pedersen og Anders Holm ser hinanden for første gang i 50 år. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Først skal der kysses

Pludselig sker det, som alle på en eller anden måde har ventet på. Nete Risum, der hvert år møder trofast op for at møde sine allerførste elever, står i døren ind til gildesalen, hun slår armene ud, og med ét ryger alle de 66-67-årige mennesker i rummet op af stolen.

Journalisten rejser sig også og spørger den 84-årige kvinde om lov til at forstyrre med et par spørgsmål.

"Det kan du tro. Hvis jeg lige må kysse hele vejen rundt først," smiler hun og indleder en række af lange, kærlige knus og kys. Flere af 'børnene' aer eller klapper hun på kinden. "Godt, du kom, Poul." Hendes øjne lyser af glæde.

Erik Testmann læner sig hen mod Villabyerne. "Du kan godt se, at hun er noget helt særligt, ikke? Du finder ikke et mere elskeligt væsen. Og hun gør ikke forskel på A og B. På en eller anden måde er vi allesammen blevet hendes elever."

Det elskelige væsen sætter sig ved siden af Villabyerne.

"Det er helt fantastisk at få lov at være med til de her dage. De her mennesker har en helt særlig plads i mit hjerte. De var jo min allerførste klasse som klasselærer," indleder kvinden, der var 23 år, da hun begyndte på Tranegårdskolen, hvor hun endte med at være i 43 år.

Charlotte Parnas (tv.) og Dorthe Thrane (th.) elskede deres klasselærer Nete Risum fra første dag, og hun elskede dem. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Charlotte Parnas (tv.) og Dorthe Thrane (th.) elskede deres klasselærer Nete Risum fra første dag, og hun elskede dem. Foto: Jesper Bjørn Larsen

I dag ved Nete Risum udmærket, hvor meget børnene i 1.A led. Men dengang var hun ikke klar over, hvor voldelige nogle af de andre lærere var. Jeg spørger direkte til hr. Büchmann.

"Han var en gammel mand. Han kom engang med en fin bemærkning til mig, som måske siger lidt om ham. Han sagde, 'man forlanger da ikke af en blomst, at den skal springe ud seks gange om dagen'. Han mente ikke, man kunne forvente af en lærer, at han eller hun var lige veloplagt hele dagen."

Faktisk har Nete Risum selv en eneste gang slået en elev, indrømmer hun. Der lå et stykke papir på trappen, og en af klassens 'skæve drenge', som hun kalder det, bukkede sig ned for at samle det op. En af de mere populære drenge så sit snit til at ydmyge ham og trådte ham med vilje på hånden.

"Lige dér røg der altså en lussing afsted. Og det var endda efter, at man slet ikke måtte længere. Jeg strøg ned til Hanne Rytter og fortalte det. 'Det er godt, at De kommer og fortæller mig det. Så ved jeg, hvad der er sket, hvis der kommer en henvendelse', sagde hun. Men det gjorde der aldrig. Jeg ved godt, at de andre sikkert har fortalt dig, at hun var skrap, men jeg elskede hende. Hun var retfærdig og dygtig. Når hun bommede i den, så gav hun en undskyldning."

Nete Risum græd vemodige tårer, da hun gik på pension, men da sommerferien var ovre, nød hun faktisk sit nye liv.

"Jeg spiller i bridgeklub og holder den der i gang," siger hun, mens hun peger på tindingen. "Og jeg går også til vandgymnastiik to gange om ugen. Det er bare om at holde både kadaveret og hjernen i gang," smiler hun.

Nete Risum fortæller, at Michael Schönwandt (tidligere chefdirigent for Det Kongelige Kapel og musikchef ved Det Kongelige Teater, red.) også gik i B-klassen. Han sendte hende engang et eksemplar af Carl Nielsens 'Maskerade' sammen med et langt, personligt brev. Her takkede han hende bl.a. for, at hun i deres sang- og musiktimer havde vakt hans interesse for musikken.

"Det var lige til at tudbrøle over, så det gjorde jeg selvfølgelig," smiler Nete Risum, mens hun tager imod det glas hvidvin, en af Holstein-søstrene har hentet til hende.

Dorthe Thrane har taget den lange vej fra upstate New York for at se sine gamle venner og hylde Nete Risum.

"Det her, det er mit hjem i Danmark. Nete var verdens bedste lærerinde. Hun var så sød og dygtig, hun gjorde det sjovt at lære. Jeg kan huske alt, hvad hun har lært mig, hun er bare et vidunderligt menneske."

Publiceret 21 August 2019 11:32