Oplev to freestyle rappere fra Vangede, når TV2 på lørdag blænder op for en ny sæson af 'Danmark har talent'. Foto: Per Arnesen / TV2

Oplev to freestyle rappere fra Vangede, når TV2 på lørdag blænder op for en ny sæson af 'Danmark har talent'. Foto: Per Arnesen / TV2

Vangede-drenge fyrer den af på TV2

MC Lillebror og Den Lette Gade skal overbevise dommerne om, at de har talent

Hjernehviskere, en glad klovn og violinister. Masser af talenter fra hele Danmark har fundet vej til femte sæson af 'Danmark har talent' på TV2, der - udover nye talenter - også byder på nye værter og et nyt dommerpanel. Rasmus Brohave og Cecilie Haugaard har indtaget værtspladserne, mens dommerpanelet består af Peter Frödin, Signe Lindkvist, Simon Jul og Sus Wilkins.

I premiereprogrammet, der sendes lørdag 24. august kl. 20 på TV 2 og TV 2 PLAY, optræder to venner fra Vangede under kunstnernavnene MC Lillebror og Den Lette Gade. De to drenge på henholdsvis 24 og 23 år har mødt hinanden i freestyle rap-miljøet.

Den Lette Gade manglede et sted at bo, og MC Lillebror gav ham tag over hovedet. "På overfladen virker de måske lidt sløve og utjekkede - men bare vent! De to unge mænd kan noget helt særligt med ord," skriver TV2 i deres pressemeddelelse. jbl

Publiceret 22 August 2019 14:41