"Mange iværksættere kender ikke alle de værktøjer, der kan hjælpe dem med at vækste virksomheden, eller også er de usikre på, hvilken rækkefølge, de skal benytte værktøjerne i," siger Kim Rosendal. Foto: Peter Klar

Nyt væksthus vil hjælpe iværksættere og små virksomheder

"Gid jeg selv havde haft en mentor, der havde prøvet at starte en virksomhed," siger Kim Rosendal om sin egen iværksætter-debut som 16-årig. Efter at have solgt flere virksomheder, har han stiftet Væksthuset Rosendal & Co. for at hjælpe iværksættere med at få deres virksomheder til at vokse

Af
Peter Klar

Medarbejderne sidder i en villakælder på Edithsvej i Charlottenlund, hvor Kim Rosendal har stiftet Væksthuset Rosendal & Co.

Virksomheden rådgiver iværksættere, små og mellemstore virksomheder om forretningsudvikling og markedsføring. Ligesom mange af de kunder, virksomheden er sat i verden for at hjælpe, er også Rosendal & Co. startet i det små med én person og en god idé.

Speciale i iværksætteri

"Jeg har været iværksætter, siden jeg var 16 år, og jeg har udviklet forretningsidéer og hjulpet andre virksomheder med at vækste lige siden. Jeg har blandt andet haft to flyttefirmaer – H.C. Andersens Flyttefirma og Danmarks Flyttemand – som jeg har solgt," fortæller Kim Rosendal.

"På de bedste dage havde jeg 30 flyttemænd i arbejde i hele landet, men det sjoveste var alligevel at sidde bag computeren og optimere driften og markedsføringen og få noget større til at virke. Det har jeg specialiseret mig i nu."

Den mentor, han selv manglede

Med Væksthuset Rosendal & Co. vil han give virksomheder den rådgivning, han selv kunne have haft brug for som ny iværksætter.

"Da jeg startede mit første firma, brugte jeg lang tid på at læse om markedsføring og forretningsudvikling. Efter et år fandt jeg ud af, at jeg gjorde alt forkert. Gid jeg selv havde haft en mentor, der selv havde prøvet at starte en virksomhed og vidste, hvad det handlede om."

Kim Rosendal har skrevet bogen ’Guiden til vækst’, der i overskuelig, let tilgængelig form introducerer til nogle af de mange værktøjer inden for forretningsudvikling og markedsføring og hjælper iværksætteren med at lægge en realistisk, effektiv handlingsplan for sin nye virksomhed.

Vækstforløb med kunder

Bogens opbygning ligner de vækstforløb, Rosendal & Co. gennemgår med sine kunder.

"I samarbejde med ejeren eller direktøren analyserer vi virksomheden. Hvad er dens primære, sekundære og tertiære målgruppe? Hvilke konkurrenter har den, og hvad er dens digitale potentiale? Så lægger vi i fællesskab en handlingsplan for, hvad der skal arbejdes med inden for en måned, tre, seks og 12 måneder, så virksomheden får løst både de nemme dagligdags opgaver og de tungere opgaver med stor strategisk betydning," siger Kim Rosendal og tilføjer:

"Det er et arbejde, der kan være svært at overskue, når man sidder alene. Mange iværksættere kender ikke alle de værktøjer, der kan hjælpe dem med at vækste virksomheden, eller også er de usikre på, hvilken rækkefølge, de skal benytte værktøjerne i."

Kim Rosendal har lavet et vækstleksikon på www.væksthusetrosendal.dk, hvor iværksættere kan læse om mere end 100 vækstværktøjer og dermed få et skub mod større vækst.

Det næste niveau

Udover vækstforløb tilbyder Væksthuset Rosendal & Co workshops, foredrag og enkelt-ydelser til sine kunder, der spænder vidt fra konsulenter og advokater til håndværkere og produktionsvirksomheder.

"Det er ofte mange af de samme værktøjer, der går igen fra virksomhed til virksomhed uanset branche. I alt har vi måske 100 værktøjer i kassen. Ved en ny kunde kan vi straks sortere 50 irrelevante værktøjer fra, og derfra analyserer vi os frem til, hvilke værktøjer og hvilken handlingsplan, den enkelte virksomhed har størst gavn af for at komme til næste niveau."

Publiceret 30 August 2019 11:01