Helle Keis er leder og ejer af Balletkompagniet, som startede i Skovshoved, men nu tæller i alt seks afdelinger i og omkring København. Foto: Signe Haahr Pedersen

Helle Keis er leder og ejer af Balletkompagniet, som startede i Skovshoved, men nu tæller i alt seks afdelinger i og omkring København. Foto: Signe Haahr Pedersen

Danseskole med vokseværk: "Jeg vil gerne give dem oplevelser, hvor de drømmer sig lidt væk fra hverdagen"

Fødderne flokkes på Balletkompagniet i Skovshoved. For alle kan bevæge sig til klassisk musik, siger lederen

Af
Signe Haahr Pedersen

Fire piger snurrer rundt og rundt om sig selv. Deres sko knirker, kinderne bliver røde. Helle Keis smiler stort og minder dem om at rette ryggen og løfte armene. Hurtigt når de fra det ene hjørne af salen til det andet, og næste hold sætter straks i gang med samme trin henover gulvet.

Det står ikke helt klart, hvor længe skørter har snurret i Skovshoved Idrætsforening på Krøyersvej. Men i hvert fald længe før, Helle Keis overtog danseskolen i 2006.

Alle kan danse ballet, mener Helle Keis, der her guider elever igennem en serie af drejninger.

Alle kan danse ballet, mener Helle Keis, der her guider elever igennem en serie af drejninger.

Dengang var der 80 ballet-elever i kartoteket. Nu, 13 år senere, lyder tallet på lige omkring 400. Og Balletkompagniet, som danseskolen hedder, har åbnet afdelinger fem andre steder i København og omegn, og medlemstallet tæller i alt 1800.

"De seneste fem år har interessen for ballet boomet," fortæller Helle Keis, som oplever, at det blandt andet er tegnefilm som 'Barbie af Svanesøen' og 'Frost', der har ledt mange små piger i retning mod pliér og piruetter.

Balletkompagniet sætter to forestillinger op om året og deltager derudover hvert år i Det Kongelige Teaters Store Balletskoledag, hvor balletskoler fra hele landet optræder på Gamle Scene.

Balletkompagniet sætter to forestillinger op om året og deltager derudover hvert år i Det Kongelige Teaters Store Balletskoledag, hvor balletskoler fra hele landet optræder på Gamle Scene.

"Det sker tit, at når vi spiller musik fra 'Svanesøen', så udbryder børnene: Det er jo den fra Barbie," siger hun og griner.

Alle kan danse

Selv om Helle Keis selv har en fortid på både Det Kongelige Teaters Balletskole og Gøteborgs Balletakademi, har det ikke været ambitionen for Balletkompagniet at producere dansere på eliteplan.

"Min vision har været at give en balletoplevelse til eleverne. Med al den danseglæde og musikforståelse, som det indebærer, men uden det store konkurrenceelement," forklarer hun.

For Helle Keis har visionen for balletskolen været at gøre den ellers ret elitære sportsgren mere tilgængelig.

For Helle Keis har visionen for balletskolen været at gøre den ellers ret elitære sportsgren mere tilgængelig.

"Jeg har villet prøve at åbne balletten og gøre den til noget, som er for alle. Hvis man skal blive udvalgt til Det Kongelige Teater, skal man leve op til nogle helt bestemte mål. I min verden kan alle danse ballet. Der er ikke nogen kroppe, der ikke kan være med og få lov til at bevæge sig til klassisk musik og udvikle muskler og teknik."

Tænke på noget andet

Alligevel vokser eliten også hos Balletkompagniet. Hvert år sender skolen nogle stykker videre ind på Det Kongelige Teaters Balletskole, og den har oprettet en forestillingsgruppe for særligt ambitiøse dansere. Det er dem, der lige nu snurrer rundt fra hjørne til hjørne i den varme sal på Krøyersvej.

12-årige Sarah Nadelmann og 13-årige Frederikke Kasten har begge danset her i studiet i Skovshoved, siden de var helt små. De siger begge, at de danser, fordi det er sjovt.

Frederikke Kasten (th.) og Sarah Nadelmann har begge danset i Skovshoved siden, de var helt små. Foto: Signe Haahr Pedersen

Frederikke Kasten (th.) og Sarah Nadelmann har begge danset i Skovshoved siden, de var helt små. Foto: Signe Haahr Pedersen

"Og så har jeg fået mange gode venner her, og det er et udfordrende hold," siger Sarah, og Frederikke nikker:

"Jeg har også fået rigtig mange venner her, og så kan jeg godt lide at bevæge mig til musikken og hele tiden lære mere og blive bedre."

De to piger vil begge gerne blive ved med at danse, men ikke nødvendigvis på professionelt plan.

"Jeg vil helt klart fortsætte og overvejer også at prøve at gå til optagelsesprøve på Det Kongelige, men det er ikke helt på plads endnu," siger Sarah.

For de særligt ambitiøse elever har Balletkompagniet oprettet forestillingsgruppen Juniorkompagniet.

For de særligt ambitiøse elever har Balletkompagniet oprettet forestillingsgruppen Juniorkompagniet.

Frederikke er mere sikker:

"Jeg vil tage det mere stille og roligt. Jeg har ikke lyst til, at det skal fylde hele mit liv," siger hun og fortsætter:

"Jeg bliver bare glad, når jeg danser, og så er det dejligt at tænke på noget andet."

Ind i eventyret

Netop den følelse er, hvad Helle Keis går efter at give videre til eleverne. Dans skal være et frirum, hvor der ikke er plads til andet end nuet. Det var sådan, hun havde det, da hun som barn levede sig ind i forestillingerne på Gamle Scene.

Udover en baggrund som danser på både Det Kongelige Teaters Balletskole og Gøteborg Balletakademi, har Helle Keis kandidatgrad i Ledelse af Kreative Virksomheder fra CBS.

Udover en baggrund som danser på både Det Kongelige Teaters Balletskole og Gøteborg Balletakademi, har Helle Keis kandidatgrad i Ledelse af Kreative Virksomheder fra CBS.

"Det var som at komme ind i et eventyr, og man fik lov til at drømme sig ind i det. Jeg vil gerne give dem sådan nogle oplevelser, hvor de drømmer sig lidt væk fra hverdagen."

Publiceret 12 September 2019 09:01