Felix D. Buch på 16 og Kalle Leander Johansen på 17 er begge med i Gentofte Kommunes nye digitale ungekorps.
Felix D. Buch på 16 og Kalle Leander Johansen på 17 er begge med i Gentofte Kommunes nye digitale ungekorps.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nyt ungekorps går til kamp for god digital trivsel

Gentofte Kommune har oprettet et nyt ungekorps, der tager ud på kommunens folkeskoler for at gøre eleverne i de ældste klasser klogere på, hvordan de gebærder sig på de sociale medier uden at såre sig selv og andre

Tre gode råd

FRA FELIX OG KALLE OM GOD OPFØRSEL PÅ DE SOCIALE MEDIER

  • Tænk dig om en ekstra gang, før du deler noget: Husk, at internettet aldrig glemmer
  • Sæt dig i den andens sted, før du sender noget videre af andre. Spørg dig selv: Hvordan ville jeg selv have det, hvis det var mig?
  • Hav respekt for andre og for de sociale medier og mærk efter, hvor din egen grænse går

For omkring et år siden modtog Felix som mange andre i sin omgangskreds en video på sin telefon. Den viste en gruppe teenagedrenge udføre grove seksuelle eksperimenter med en jævnaldrende pige.

"Jeg tænkte, at det måtte være en ekstremt ubehagelig oplevelse for pigen og for hele hendes skoleliv og for hendes fremtidige liv i sin omgangskreds og sin familie," siger Felix D. Buch, der nu er 16 år og går i 1.g på Ordrup Gymnasium. Han er en del af Gentofte Kommunes nye ungekorps, der skal undervise 8. og 9. klasseselever i god opførsel og trivsel på især facebook, instagram og snapchat.

Sammen med 19 andre unge fra sit eget gymnasium, Gammel Hellerup Gymnasium og Gentofte HF har han været på et to dages kursus i digital dannelse, og målet er at nå ud på så mange af kommunens skoler som muligt.

For der er noget galt med den måde, nogle teenagere opfører sig på bag deres computer- og mobilskærme, mener korpset.

"Jeg tror, problemet er, at folk ikke tænker på, hvilke konsekvenser, der kan blive til virkelighed. Jeg tror, der mangler oplysning om lovgivningen på det område, i hvert fald i et sprog, som vores jævnaldrende kan forstå,” forklarer Felix og kigger over på sin kammerat, 17-årige Kalle Leander Johansen, der også går på Ordrup Gymnasium og er med i ungekorpset.

"Det handler også om, hvordan du udstiller dig selv på nettet. Det her med, hvem er du online, og hvem er du så i virkeligheden. For det er for mange, mange mennesker blevet to vidt forskellige personer," siger Kalle.

"Ja, to vidt forskellige verdener," siger Felix.

Vi er ikke de voksne

Og livet i det digitale univers kan være svært for de voksne - forældrene, lærerne, pædagogerne - at holde styr på og forstå. Derfor giver det god mening, at ungekorpset netop består af 16-17-årige gymnasie- og HF-elever.

"Vi skal jo ikke tage den her autoritetsrolle som nogen, der kommer og siger, at man skal gøre dét og ikke gøre dét. Vi vil gerne fortælle dem om tingene, sådan at de prøver at skabe deres eget billede af, hvilke konsekvenser, det har og ligesom prøver at finde deres egen retning," siger Kalle, og Felix fortsætter:

"Da jeg gik i 8. og 9. klasse, og der kom nogen ud og talte om sådan nogle ting, ville der altid være nogen, der sad og småfnes, hvis de syntes, det var lidt kedeligt - eller bare generelt ikke var helt opmærksomme. Men det, vi bare skal have ud af det her, er, at vi planter noget i underbevidstheden på dem, som får dem til at tænke sig om næste gang, de måske får et nøgenbillede tilsendt eller sidder i en situation, hvor de selv bliver ydmyget: At man siger til sin ven: 'Hov, jeg synes ikke det her er okay. Du gør mig rigtig ked af det'. At have modet til at sige det, til at signalere sine følelser."

Både Kalle og Felix kender unge på deres egen alder, der deler intime billeder via de sociale medier uden at tænke på konsekvenserne.
Både Kalle og Felix kender unge på deres egen alder, der deler intime billeder via de sociale medier uden at tænke på konsekvenserne.

Hjernen lægges på hylden

Videoen med pigen fra Gentofte spredte sig via facebookgrupper og snapchats fra Nordsjælland til resten af landet, før den til sidst endte på politiets bord.

Felix og Kalle mener begge, at både de drenge, der stod bag videoen og alle dem, der delte den videre, vidste, det var forkert.

"Der er mange, der desværre i stedet for at tænke på, hvordan det kan såre den anden persons følelser, så tænker de mere på, hvordan de kan hæve deres egen status blandt venner og grupper på facebook. Det er bare et fænomen, man har set rigtig meget de seneste år," siger Kalle.

Den form for status handler om, hvor meget for eksempel en dreng kan sige, han har prøvet seksuelt.

Og hvor det engang var 'nok' at blære sig med ord, gør kameraet på telefonen det nu muligt at dokumentere oplevelsen.

"Han sætter sig selv først og lader være med at tænke på hende og lægger måske hjernen på en hylde, og han glemmer bare at tænke forud og tænke, hvad kan der ske. Mange handler jo i nuet. Det er lige nu, det sker. Men hvis der er noget, der er sket på de sociale medier, kan du ikke rigtig gøre noget ved det. Du kan ikke slette en besked, du har sendt en ven eller noget. Den er der bare forever," siger Felix.

Ungekorpset tager ud på sine første skolebesøg i løbet af marts. Projektet udspringer af Gentofte Kommunes Ungepolitik og løber indtil videre over et år.

Uddannelsen som digitale ambassadører er tilrettelagt af kommunen i samarbejde med Center for Digital Dannelse og Læringskompagniet.

16-årige Felix D. Buch, der til daglig går i 1.g på Ordrup Gymnasium, mener teenagere glemmer at reflektere over, hvad de deler med andre digitalt.
16-årige Felix D. Buch, der til daglig går i 1.g på Ordrup Gymnasium, mener teenagere glemmer at reflektere over, hvad de deler med andre digitalt.
Kalle Leander Johansen på 17 år går i 1.g på Ordrup Gymnasium og håber, han kan være med til at øge unges respekt for hinanden på de sociale medier.
Kalle Leander Johansen på 17 år går i 1.g på Ordrup Gymnasium og håber, han kan være med til at øge unges respekt for hinanden på de sociale medier.
Publiceret: 01. Marts 2017 11:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere