Elsk dig selv, siger Katrine Axholm. Foto: Stine Heilmann
Elsk dig selv, siger Katrine Axholm. Foto: Stine Heilmann
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nytårstale: Fik du kærlighed i 2017?

Parterapeut Katrine Axholm, som bidrager til Villabyernes livsstilsklumme Det Gode Liv, giver gode råd i sin nytårstale

Af Katrine Axholm, parterapeut i terapihuset

Når du kigger tilbage på året, som snart rinder ud, fik du så det, du ønskede dig? Blev året, som du havde håbet? Gik det, som det skulle? Blev du elsket? Sikkert både ja og nej. For sådan er livet. Op og ned, surt og sødt. Der kommer noget til os alle sammen, som min farmor altid sagde. Og det er lige, hvad der gør. Vi kan ikke gøre fra eller til, når livet byder os op til dans. Heller ikke selvom det er til heavy metal.

Men vi kan gøre en hel del for ikke at jokke livet over tæerne, ikke gøre tingene mere besværlige og smertefulde, end de allerede er – og her ligger hele forskellen. Og på mange måder også hele problemet. For vi gør mange ting meget, meget sværere for os selv, end godt er.

Det er naturligvis ikke med vores gode vilje. Det er desværre bare det, der sker.

Kæden ryger af

Især i kærligheden og i parforholdet. Fordi vi forestiller os, at en anden skal give os det, vi har brug for. Skal elske os, som den vi er. Med alt, hvad vi er. Skal se os, høre os, anerkende os, rose os, røre ved os og knuselske os - også på de tidspunkter, hvor vi har allersværest ved at elske os selv.

Det er her, kæden ryger af, for de fleste af os. Fordi det er alt for sårbart at give ansvaret for, hvordan du har det til et andet menneske. Hvordan skal et andet menneske kunne tage vare på noget så vigtigt som din lykke og glæde?

Det ansvar kan kun du selv bære. Så når du kigger på året, der kommer og al det, du ønsker dig skal ske, så vid, at du selv har magten og friheden til at skabe den kærlighed, du ønsker dig i dit liv. Og med fare for at lyde som den terapeut, jeg er: At al kærlighed starter i dig. Når du ser dig, rummer, holder af dig og accepterer den, du er, med alt, hvad du er, så bliver det ikke så vigtigt, hvordan og hvornår, og på hvilken måde ham eller hende du elsker viser dig sin kærlighed. For du ved, du altid har dig.

Det, du får af andre, er dejligt og vigtigt og værdifuldt, men du kan godt leve uden. Du er ikke afhængig af det. Det er ikke altafgørende. For dit fundament - det har du i kærligheden til dig.

Godt nytår og god fornøjelse med kærligheden.

Publiceret: 04. Januar 2018 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt