Sådan byder Ordrup Station nu velkommen til sine gæster. Men DSB lover stationen får en større renovering, formentlig i slutningen af foråret.
Sådan byder Ordrup Station nu velkommen til sine gæster. Men DSB lover stationen får en større renovering, formentlig i slutningen af foråret.
Foto: Ove Lund

Ordrup Station står foran stor forårsrengøring

Graffiti og slitage har sat sine markante spor på Ordrup Station, der står foran en større renovering til foråret

 Udskriv    Kommentér   Del

De ca. 3.400 daglige rejsende, der benytter Ordrup Station, har de seneste måneder kunnet følge med i den alternative 'udsmykning', som hærværksmænd har katset over den fredede stationsbygning.

Generel slitage, klistermærker på væggene og masser af graffiti har sat sit tydelige præg på stationen. DSB er klar over problemet, men må prioritere i den megen graffiti, der præger dele af S-togsnettet, fortæller Nicholas Brace Olsen, regionschef i Stationer og tryghed, en afdeling under DSB.

"Vi prioriterer vores indsats efter antallet af kunder på de enkelte stationer, så flest muligt får glæde af indsatsen", siger han.

Se billederne af hærværk på Ordrup Station.

I løbet af året - formentlig i slutningen af foråret - vil DSB dog foretage en større renovering af Ordrup Station, der skal gøres mere tryg, overskuelig og nemmere at vedligeholde.

Renoveringen er en del af DSB's projekt om at renovere S-togsstationerne.

"Etapevis opgraderer vi stationerne på S-togsnettet. På Ordrup Station er det blandt andet tunnellen, der skal sættes i stand, dørene skal slibes ned og lakeres, og hele stationsbygningen skal males", fortæller Nicholas Brace Olsen.

Da Ordrup Station er fredet, foregår DSB's renovering i tæt dialog med Kulturarvsstyrelsen.

Affald skaber utryghed

Hver dag besøger en servicemedarbejder hver S-togsstation, og ifølge Nicholas Brace Olsen er DSB opmærksom på problemerne med hærværksplagede og beskidte stationer. Undersøgelser peger netop på, at folks opfattelse af tryghed er påvirket af, hvor rent der er.

"Så det, man som kunde først og fremmest selv kan gøre, er, at smide affaldet i affaldsbeholderne og gratisaviserne i de opstillede beholdere", opfordrer han.

Dels kan affaldet blæse ned på skinnerne og derved skabe forsinkelser, dels kan affaldet altså være med til at gøre stationen utryg at være på for mange.

"En anden af de ting, der skaber tryghed, er, at stationen er overskuelig. Så i projektet vil vi også prøve at fjerne ting, der er overflødige, og vi vil kigge på materialevalget. Stationerne skal både være flotte og funktionelle, så vi kan blive ved med at holde dem flotte efter renoveringen", siger regionschefen.

At Ordrup Station er fredet, har tidligere skabt visse problemer i rengøringen efter graffitihærværk. DSB har tidligere fået afslag på at male graffiti over, da den nye maling ifølge den daværende Kulturarvsstyrelse ville ændre for meget på stationens udtryk.

Hvert år har DSB afsat 5,5, mio. kr. til at gøre rent efter graffiti.

Publiceret: 04. Januar 2013 11:45
Del på Facebook
Se også:
Ugens annoncer
Se alle ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Villabyerne