Christoffer Erichsen, bestyrer af Holte Vinlager på Smakkegårdsvej, er lettet og meget tilfreds med Gentofte Kommunes beslutning om at fjerne spærrefladen på Smakkegårdsvej. Arkivfoto: Kathrine Albrechtsen
Christoffer Erichsen, bestyrer af Holte Vinlager på Smakkegårdsvej, er lettet og meget tilfreds med Gentofte Kommunes beslutning om at fjerne spærrefladen på Smakkegårdsvej. Arkivfoto: Kathrine Albrechtsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Parkeringsbåse tilbage på Smakkegårdsvej

Kombinationen af egne observationer og opråb fra vrede beboere samt erhvervsdrivende har fået kommunen til at fjerne en ellers ny spærreflade på Smakkegårdsvej

Af Kathrine Albrechtsen

For to uger siden rullede maskiner ind på Smakkegårdsvej for at fjerne hastighedsregulerende spærreflader, som for et halvt år siden blev tegnet på bekostning af 10-15 parkeringsbåse.

Maskinernes indtog var til stor tilfredshed og lettelse for både beboere og erhvervsdrivende, som fra start har undret sig over tiltaget. En af dem er bestyrer af Holte Vinlager på Smakkegårdsvej, Christoffer Erichsen.

“Vi er meget glade for, at kommunen har skiftet mening. Jeg har også sendt en mail til dem hver måned, så det må siges at hjælpe at være standhaftig. Det er også kun på vores del af vejen, at de har ændret det,” siger han, som allerede på en uge har mærket flere kunder i butikken.

Tilbage i marts fortalte Christoffer Erichsen til Villabyerne, at de nye spærreflader kunne blive butikkens undergang, da den levede højt på, at kunder nemt kunne svinge forbi og parkere. Men med 10-15 færre parkeringsbåse var det ikke længere en service.

“Vores daglige kunder har allerede bemærket, hvor dejligt det er, at parkeringsbåsene er tilbage. I et halvt år har vi kunnet se på den økonomisk bundlinje, at parkeringsbåsene var væk, fordi det efter kl. 16 blev småt med pladser, hvilket betød færre kunder. Vi kom til et punkt, hvor vi også overvejede at rykke butikken. Nu bliver vi,” siger Christoffer Erichsen.

I marts 2017 skrev park- og vejchef, Henning Uldal, til Villabyerne, at “spærrefladerne er en hastighedsneddæmpende foranstaltning, der sammen med en indsnævring af vejbanen, skal gøre det mere naturligt for bilisterne at overholde fartgrænsen (...) Vi gennemfører effektmåling af de hastighedsnedsættende foranstaltninger i løbet af 2017”.

Men Christoffer Erichsen kunne derimod se, at spærrefladerne havde den modsatte effekt på bilisternes kørsel, som trådte på speederen, hvor de tidligere satte farten ned på grunde af parkerede biler.

Christoffer Erichsen har haft støtte fra Jes Rasmussen, beboer på Smakkegårdsvej, som også har taget sig til hovedet over kommunens spærreflader.

“Det hele har været hul i hovedet og har i mine øjne ikke været gennemtænkt. Jeg har aldrig forstået skrivebordsakrobatik, hvor de bare kaster noget ned på vejen i troen om, at det sænker hastigheden. De skulle i stedet sætte 50 km/t skilte op. Men nu må man også tilkendegive, at de lyttet og trukket tiltaget tilbage, og der er vi meget glade for,” siger han.

Vi har lyttet

Ifølge Gentofte Kommune har der løbende været tilsyn på forskellige tidspunkter af dagen forklarer Henning Uldal, park- og vejchef i Gentofte Kommune, i et skriftligt svar til Villabyerne.

“Gentofte Kommune har for nyligt valgt at fjerne én af spærrefladerne, fordi der blev oplevet usikre situationer i forbindelse med krydsning af spærrefladen. På stedet, hvor der er detailhandel og torvedannelse på begge sider af vejen, er der en øget søgning efter parkeringsplads, og flere fodgængere og cyklister, der skal over Smakkegårdsvej. Vi har lyttet til de henvendelser, vi har fået fra borgere og erhvervsdrivende i området og sammenholdt dem med vores egne observationer, og altså taget konsekvensen og fjernet spærrefladen det pågældende sted. Vi har samtidig retableret parkeringsfelterne langs kantstenen,” skriver han.

Politiet og Gentofte Kommune vil sammen evaluere forsøget, når de har tilstrækkeligt datagrundlag, blandt andet i form af trafiktællinger.

“Vi har ingen umiddelbare planer om at foretage yderligere korrektioner. Vores umiddelbare skøn er, at de resterende spærreflader ligger hensigtsmæssigt i forhold til sikkerhed og tryghed, og at de giver en fornuftig afvikling af trafikken,” skriver Henning Uldal.

Publiceret: 11. Juli 2017 11:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!