Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politirapporten: Ugen der gik

Mandag 22. januar

Indbrud i en lejlighed på 1. sal på Brannersvej mellem kl. 7.20 og 16.30. Der var både blevet brugt en kraftig skruetrækker og et godt spark til at få døren op. Derefter var tyven rundt i lejligheden, hvor der blev stjålet smykker og kontanter i både dansk og udenlandsk valuta.

Indbrud i lejlighed på Vangedevej sket i tidsrummet fra lørdag kl. 11.30 til mandag kl. 16.30. Tyven havde kravlet op på terrassen, knust ruden i terrassedøren og stjålet diverse smykker.

Indbrud i stuelejlighed på Vedbendvej mellem kl. 16-17.30. Et vindue blev brækket op ind til stuen. Intet overblik over det stjålne.

Tirsdag 23. januar

Tirsdag morgen blev en 22-årig mand fra København stoppet på Strandvejen i en VW. Nummerpladerne på vognen viste sig at være blevet stjålet mellem mandag og tirsdag fra en anden 'folkevogn'.

Et cafeteria på Fredensvej fik brudt hoveddøren på, hvorefter en iPad blev stjålet.

Indbrud på Klampenborgvej, hvor tyverialarm gik, da en rude indtil soveværelset blev knust med en sten. Cartier-smykker blev stjålet.

Indbrud på Viggo Rothes Vej, hvor bagdøren blev brudt op. Alarmen gik kort tid efter. Intet overblik over det stjålne.

Politiet måtte ud til Ordrupvej for at lukke en fest kl. 23.35. Lyden var så høj, så politiet ikke kunne høre i telefonen, hvad anmelder sagde.

Onsdag 24. januar

Tyveri fra personbil, der holdt parkeret på Strandvejen ved Skovriderkroen mellem kl. 18.30 og kl. 22. En rude i passagersiden blev knust, og der blev stjålet en taske indeholdende en bærbar pc af mærket IBM.

Indbrud i villa på Skjoldagervej, hvor et kældervindue var blevet brudt op og huset efterladt gennemrodet. Der er i skrivende stund ikke noget overblik over, hvad der blev stjålet.

Tyveri fra institution på Brogårdsvej. En rygsæk blev stjålet fra et personalerum i løbet af institutionens åbningstid. I tasken lå der en oplader til en iPhone og en bærbar computer - en Macbook Pro.

Indbrud i villa på Vangedevej. Her blev der knust en rude til kælderen, og der blev stjålet kontanter, guld-, sølv- og lædersmykker.

Indbrud i lejlighed på Vangedevej. Hoveddøren til lejligheden blev brudt op, men det vides endnu ikke, hvad der blev stjålet fra stedet.

Torsdag 25. januar

Tyveri af PH-lampe ved hoveddøren fra en landejendom på Herthavej. Det skete mellem kl. 00.15 og 06.45.

Fra en villa på Mosehøjvej blev der også stjålet en udendørs PH-lampe. Det skete mellem onsdag den 24. kl. 16 og torsdag kl. 16.05.

Endnu en villaejer på Mosehøjvej mistede to af sine PH-lamper. Det skete i tidsrummet fra kl. 02 til 2.15.

Tyveri fra en Ssangyong Rexton, som holdt ved Skovriderkroen på Strandvejen. Det skete i tidsrummet fra kl. 18.45 til 21.15. En siderude blev knust, og der blev stjålet en løs gps, en tablet og nogle lommelygter.

Tyveri fra en Toyota Aygo, der holdt ved Bellevue Teatret i tidsrummet fra kl. 19.30 til 21.30. Bilen fik også knust en rude i døren, og en taske indeholdende tøj, pas og en MacBook blev stjålet.

En Audi A5, der holdt ved Skovriderkroen, fik i tidsrummet fra kl. 18.55 til kl. 22 knust en siderude. Fra bilen blev der stjålet to habitter og skjorter og et par bukser.

Fredag 26. januar

Tricktyveri på Smakkegårdsvej kl. 12.30-12.40. Den forurettede havde handlet i en nærliggende Netto, hvor hun formentlig fik afluret sin pinkode. Da hun skulle låse sig ind i sin opgang, gik to mænd tæt på hende og tilbød at bære hendes varer op. Det afviste hun, men desværre nåede de to tricktyve alligevel at snuppe hendes dankort fra hendes lomme. De to tricktyve var begge udenlandske af udseende og 25-30 år. Den ene var 170 cm høj, spinkel af bygning, med kort mørkt hår og iført mørkt tøj. Den anden var 160 cm høj, kraftig af bygning, han havde meget kort mørkt hår og var også iført mørkt tøj. Politiet har sikret sig overvågningsvideo fra Netto, hvor det foreløbig ser ud til, at gerningsmændene optræder.

Indbrud i villa på Moselukket, hvor der blev opbrudt et vindue og stjålet smykker. Måske også andet, men det var ikke opgjort.

Indbrud i villa på Slotsvej, hvor alarmen blev aktiveret kl. 20.43, da tyven aflistede en rude med en grensaks. Der blev stjålet smykker, sølvtøj og kontanter. Politiet sendte en hundepatrulje til stedet, men da var tyven forsvundet.

Hærværk på bil på Callisensvej. En beboer så en ung mand stå på køleren af en hvid Skoda Citigo, mens cirka 20 mennesker stod omkring og tog billeder af ham. Da beboeren råbte de unge mennesker an, lød det, at de kom fra Øregård Gymnasium og var til fest i et hus på vejen. Bilen fik buler på køleren og lakskader.

Indbrud i villa på Sognegrænsen, hvor der blev opbrudt et vindue, stjålet smykker, en iPad, en MacBook, en cremefarvet espressomaskine, en blå kuffert samt et dameur.

Indbrud i villa på Ermelundsvej, hvor tyven fandt en greb og en stige i et haveskur. En rude blev knust i terrassedøren, og der blev stjålet mønter i danske kroner og euro.

Lørdag 27. januar

Natten til lørdag kl. 01 blev to 17-årige drenge udsat for røveri i en pirattaxa på Bernstorffsvej. To mænd, føreren og en medpassager, truede dem til at udlevere mobiltelefoner og NemId, logon til Netbank og kontonummer samt logon til Facebook og mail. De 17-årige blev truet med, at de to mænd ville komme efter dem, hvis deres bankkonti blev lukket. Den ene af de 17-årige var fra Gentofte, den anden fra Vedbæk. Politiet har ikke umiddelbart nogen spor i sagen.

Butikstyveri i supermarked på Ordrupvej, hvor en 40-årig mand fra København SV blev pågrebet kl. 16.42, da han forsøgte at stjæle tre dåser tobak til en værdi af 324,95 kr.

Indbrud i stuelejlighed på Dalstrøget, hvor der blev knust en rude og stjålet vin og spiritus.

Indbrud i lejlighed på Dalstrøget, hvor der blev knust en rude og stjålet smykker og sølvtøj.

Indbrud i villa på A.N. Hansens Allé, hvor der blev aflistet en rude i et køkkenvindue. Intet overblik over det stjålne, udover at der formentlig blev stjålet smykker.

Søndag 28. januar

Indbrud på Vilvordevej, hvor der blev knust et kældervindue i en villa, der i øjeblikket er under renovering. Der blev stjålet værktøj og materialer til en samlet værdi af 46.000 kr.

Indbrud i villa på Toftekærsvej, hvor der blev opbrudt et vindue og stjålet smykker.

Mistænkeligt forhold på Dalstrøget kl. 11.40. En mandlig cyklist stod og noterede noget på en blok ud for mindst fire indkørsler. Manden var i 50'erne og var iført lyseblå cowboybukser, en sort jakke, en sort tophue og kørte på en sort cykel. Han blev set cykle mod Vangede.

Indbrud i villa på Emiliekildevej, hvor tyvene formentlig stak af med uforrettet sag. De havde i hvert fald smidt et B&O-anlæg ud af et åbentstående vindue uden at tage det med. Der var intet overblik over, om de havde taget andet med.

Indbrud i villa på Søndersøvej, hvor der blev opbrudt et køkkenvindue. Ukendt kostervalg.

Publiceret: 30. Januar 2018 13:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne