Lea Skovsgaard kunne godt tænke sig, vi stoppede lidt op, når vi mødte et ligfølge eller en rustvogn.
Lea Skovsgaard kunne godt tænke sig, vi stoppede lidt op, når vi mødte et ligfølge eller en rustvogn.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Præstetanker: Stop op når du møder døden

Denne udgave af Præstetanker er en refleksion over døden, det tabu, der stadig omgiver den og måden vi møder en rustvogn

Af Lea Skovsgaard, sognepræst i Jægersborg Kirke

Jeg bliver indimellem spurgt om, hvorfor jeg er præst. Det kan være minikonfirmanderne fra tredje klasse, eller voksne mennesker, jeg støder på til en fest, der er nysgerrige efter at høre om valget af et noget anderledes job.

Jeg plejer at svare noget i stil med: "det er, fordi jeg hver eneste dag, får lov til at tale om det allerdybeste i tilværelsen – troen, livet og døden."

Som præst får man lov til at følges et stykke vej med mange forskellige mennesker. De deler en lille smule af deres historie, af deres glæde eller deres sorg og åbner op for deres tanker om troen, livet og døden.

Netop det er en daglig inspiration og oplevelse, men man bliver som præst derfor også hurtigt vant til at tale om de store eksistentielle emner og kan ofte glemme, at det ikke ligger naturligt for alle. Jeg oplever dog en stigende åbnehed i vores samfund og kultur, der gør, at samtalerne lettere får dybde og karakter.

Men engang imellem konfronteres jeg med en grænse, som kan være svær at overvinde. Det er, når det drejer sig om døden eller det sørgende menneske.

I Danmark har man de seneste år forsøgt at sætte fokus på det tabu, som døden og sorgen har været i mange år. Der har været radioprogrammer og tv-programmer om emnet. Der har været en humoristisk tilgang og en alvorligere videnskabelig tilgang til emnet, men det synes ikke at have sat en samtale i gang eller brudt det tabu, der stadig findes omkring døden.

Samtaler om døden

For et par år siden arrangerede min tidligere kollega og jeg dødssamtaler. Det var samtaler, der handlede om døden, om evighedsforestillinger og den sidste vilje.

Spørgsmål blev debatteret i mindre grupper, og tabuet blev for en stund brudt, fordi vi alle kom for det samme; at tale om døden. Der blev givet en anledning til den samtale, og måske er det det, vi har brug for, for at bryde tabuet; at benytte os af de anledninger, vi bliver givet.

Og der gives mange anledninger, vi skal bare gribe dem og stoppe op ved dem og dvæle for en stund.

Det er som om tabuet omkring døden og sorgen er vokset frem i vores kultur. I tidligere genrationer har man sandsynligvis ikke talt mere om døden, men jeg tror, det har været en mere naturlig del af livet.

Når man tog afsked med en af sine kære, foregik det i hjemmet. Den afdøde blev ofte placeret på spisebordet i den fine stue, og familie og venner kom forbi for at sige et sidste farvel.

Når afdøde blev kørt til kirken, var det med et ligfølge efter sig, og turen gik forbi de steder, der havde været betydningsfulde for ham eller hende. Det var en måde at vise respekt for den afdødes liv, og en måde selv at sige et sidste farvel til det liv, der var blevet levet.

Derefter måtte den sørgende tage et sorgens år og bære sort tøj for at bruge den tid, det tager at komme igennem de første årstider og mærkedage uden den kære.

En anledning til at reflektere over døden og livet kunne man benytte sig af, når man engang imellem møder en rustvogn, der kommer kørende med en pyntet kiste, en sidste rejse for den afdøde og et sidste farvel for de pårørende.

I de fleste af kirkerne her i området er der bisættelser hver uge. Hver uge samles familier og venner for at tage afsked med et menneske, de elsker og holder af. Ofte har netop bisættelsen stor betydning, fordi sorgen og savnet får plads, og afskeden er endegyldig. Der skal være rum for ro og fordybelse både i kirken og udenfor kirken.

Hvorfor så travlt

Ved Jægersborg Kirke har vi ikke nogen kirkegård, det betyder at kisten altid skal køres væk i rustvogn. De pårørende samles foran kirken, hvor rustvognen holder, klokkerne ringer, og måske bliver der lagt et par roser ind på kisten fra de nærmeste pårørende.

Derefter lukker bedemanden døren, og de pårørende må nu se deres kære blive kørt væk. Det er for mange et bevægende øjeblik. Men indimellem bliver det øjeblik forstyrret af trafikken.

Selvom vejen foran Jægersborg Kirke ikke er trafikeret kommer der dog en del biler forbi. Rustvognen kører langsomt, og ofte lægger bilerne sig lige efter eller vælger at overhale.

Jeg undrer mig hver gang og tænker, hvorfor skal det øjeblik forstyrres af en bil, der tager udsynet? Men jeg er kommet til at tænke på, at det måske har at gøre med det tabu, som døden stadig er belagt med i vores land.

Vi ønsker ikke at blive tvunget til at dvæle ved vores eget endeligt eller vores kæres, og derfor haster vi videre i tanken og i bevægelsen.

Selvom tidligere generationer måske ikke har sat flere ord på døden end os, så kan vi alligevel lære af deres omgang med tabet og sorgen. Ældre mennesker forholder sig helt anderledes i mødet med en rustvogn. De stopper gerne op, holder lidt ind til siden og venter, til rustvognen er forbi. Eller de stopper cyklen, hopper af og tager hatten af hovedet.

Det er ikke et udtryk for nysgerrighed, men et udtryk for en opmærksomhed både på døden og på den sørgende.

Jeg kunne ønske mig, at vi kunne lære af tidligere tiders måde at møde et ligfølge eller en rustvogn på. Og jeg tror, at vi med den måde at forholde sig til døden og sorgen kunne komme et stykke på vejen, til også at bryde tabuet med vores ord.

Publiceret: 16. Februar 2017 20:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt