Ulrik Hoff ved staffeliet i hjemmet på Heilsmindevej. Foto: Henrik Holst

Ulrik Hoff ved staffeliet i hjemmet på Heilsmindevej. Foto: Henrik Holst

Ulrik Hoff valgt til årets Gentofte Kunstner

Prins Joachim og Anders Fogh Rasmussen er blandt malerens fans. Nu har også Gentofte Kommune blåstemplet den 72-årige landskabsmaler

Af
Af Mikael Østergaard

Ulrik Hoff har været farverig hele sit liv, både i sine billeder og sin livsførelse.
Talentet har indbragt ham flere priser, bl.a. Nordea Danmark Fondens Kunstpris i 2005, Dansk Kunst Hæderslegat i 2008 og FOF Gentofte Prisen i 2008. Nu kan han føje prisen som Årets Gentofte Kunstner til samlingen.
Udnævnelsen glæder kunstneren usigeligt:
"Det har jeg altid drømt om, men ikke turdet håbe på. Det er et skulderklap og en offentlig anerkendelse af mit arbejde. Jeg synes selv, at jeg er god, men maler jo anderledes. Så jeg er meget, meget glad. Og rørt", siger Ulrik Hoff.

Landskabsmaleren

Landskabet ved Tibirke og Arresø i Nordsjælland og marsken i Sønderjylland. Det er Ulrik Hoffs yndlingsmotiver, når han skal finde inspiration til sine naturalistiske malerier holdt i bløde, douchede farver.
Men basen er hjemmet på Heilsmindevej i Charlottenlund, hvor han har boet hele sit liv. Først hos sine forældre, siden med sin mor, sin kone Birthe og deres to børn.
Ulrik Hoff har undervist i FOF-regi i 35 år og havde i mange år sin egen tegne- og maleskole hos FOF, hvor han var øjenåbner for hundredevis af kursister, som lærte at 'se' linjen, harmonien og farven i motivet. Malerskolen blev for otte år siden videreført af hans datter, Charlotte.

Prinsestøv

De seneste 15 år har Ulrik Hoff hvert år udstillet i Galerie Knud Grothe i Charlottenlund, og for otte år siden inviterede Prins Joachim ham til at holde udstilling på Schachenborg Kro, hvor han siden har haft udstilling hvert andet år. Det har gjort ham kendt i den bredere offentlighed.
"Alle kan li' mine billeder, fordi de ligner noget, folk har set og oplevet. Men prinsestøvet gjorde mig for alvor kendt", siger Ulrik Hoff, der også kunne glæde sig over, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ønskede sig et Ulrik Hoff-maleri til sin 50 års fødselsdag.
Folketingets formand spurgte Anders Fogh Rasmussens kone, hvad han ønskede sig i fødselsdagsgave, og Anne-Mette svarede et maleri af Ulrik Hoff. Det blev til endnu et Ulrik Hoff-billede i afskedsgave, da Anders Fogh Rasmussen forlod Danmark til fordel for jobbet som Nato's generalsekretær.
"Så jeg havde håbet lidt på, at jeg også skulle male Anders Fogh til ophængning i Folketinget. Jeg kunne i hvert fald have gjort det bedre end det makværk, der blev resultatet".

Tilbage ved udgangspunktet

Årene er ikke gået upåvirket hen over 72-årige Ulrik Hoff, der i 15 år har døjet med sukkersyge og desuden har problemet med både ryggen og knæene.
"Men ellers har jeg det godt og maler på livet løs. Og jeg har mange planer for fremtidens udstillinger".
Ulrik Hoff får overrakt kunstnerprisen den 20. januar på Gentofte Rådhus. Sjovt nok var det også på rådhuset, at han havde sin allerførste udstilling. Dengang nede i kælderen i medarbejdernes kunstforening.




Gentoftekunstnere siden 1994:
Ulrik Hoff (2011)
Merete Zacho (2010)
Bernhard Lipsøe (2009)
Lars Nørgård (2008)
Tine Jakobsen (2007)
Mogens Hoff (2006)
Mogens Pøhlsgaard (2005)
Lonni Hall (2004)
Gay Christensen (2003)
Hans Voigt Steffensen (2002)
Jane Balsgaard (2001)
Karin Birgitte Lund (2000)
Kehnet Nielsen (1999)
Anette Wier (1998)
Anders Moseholm (1997)
Peter Martensen (1996)
Falke Bang (1995)
Bodil Eje (1994)

Publiceret 19 December 2010 03:00