Linje 1A kører fra 11. august ad samme strækning som den nedlagte linje 14.

Linje 1A kører fra 11. august ad samme strækning som den nedlagte linje 14.

Protesterne hjalp:

Strandvejsbus vender tilbage

Linje 1A erstatter Linje 14 og kører fortsat til Klampenborg, blot ikke med Nørreport Station, men Kongens Nytorv som udgangspunkt. Ændringen træder i kraft den 11. august

Af
Af Mikael Østergaard

Det satte sindene i kog blandt beboerne i bl.a. Blidah Park og Strandlund, da Københavns Kommune nedlagde linje 14 på Strandvejen, og Gentofte Kommune erstattede denne med en bus, som krævede et skift.
Så mange og vedholdende var protesterne, at partierne bag budgetforliget i Gentofte Kommune har besluttet at bruge 750.000 kr. på at gennemføre en ændring af busdriften, så den vender tilbage til tiden før 24. marts.
”Vi har lyttet til borgerne og beklager, at der ved udarbejdelse af busomlægningerne ikke har været nok opmærksomhed på de uheldige følger, de havde for borgerne og deres hverdag", siger borgmester Hans Toft.
"Indgangen til det alt sammen var Københavns Kommunes beslutning om at nedlægge bus 14 – dette skal ikke være en undskyldning, men dog en forklaring. Nu har vi hørt borgernes mening og truffet en ny beslutning, som betyder, at bus 169/179 igen kører, som den gjorde før omlægningen i marts, og bus 1A skaber igen forbindelse ad Strandvejen til København, uden at man skal skifte. Og børnene på Hellerup Skole har fået en bus hele vejen til Hellerup Fritidscenter på Gersonsvej".

I kraft efter sommer

Løsningen betyder, at man kan komme fra f.eks. Kongens Nytorv til Klampenborg uden at skulle skifte bus. Busserne vil køre på denne strækning to gange i timen i dag- og aftentimerne og én gang i timen om natten.
Linje 169/179 genetableres, så busserne her kører helt som før den 24. marts, og linje 192 kører fremover videre fra Hellerup Station ad Gersonsvej-Maglemosevej til Charlottenlund Fort to gange i timen i dagtimerne på hverdage.
Ændringerne i busdriften træder i kraft den 11. august.
Der afholdes borgermøde den 23. april kl. 19 i Rådhusets kantine vedrørende de omhandlede omlægninger af busdriften.

Publiceret 17 April 2013 10:45