Jacob Pontoppidan Thyssen arbejder til daglig på Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital.

Jacob Pontoppidan Thyssen arbejder til daglig på Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital.

10 millioner til Gentofte-læge

Jacob Pontoppidan Thyssen, der forsker i, hvorfor man udvikler eksem, høfeber og allergisk astma, har modtaget 10 millioner kr. af Lundbeckfonden til et forskningsprojekt, han over de næste fem år skal gennemføre på Hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital.
Forskningsprojektet har en helt ny tilgang til at løse en klassisk gåde i lægevidenskaben: Hvorfor udvikler mange af os eksem, høfeber og allergisk astma.
Man ved, at sygdommene skyldes, at immunforsvaret overreagerer på helt naturlige stoffer fra dyr, planter og andet, vi omgiver os med. Men det har længe været et åbent spørgsmål, hvorfor immunforsvaret begynder at overreagere. Altså hvorfor vi bliver astmatikere og allergikere.
"Jeg har mistanke om, at forklaringen kan ligge i en særlig barriere, som vi alle har i huden. Hudbarrieren sikrer normalt, at stoffer i omgivelserne ikke kommer i kontakt med immunforsvaret. Men de seneste års forskning har vist, at hvis et særligt stof, filaggrin, mangler i huden, så har man en øget risiko for at få astma, høfeber og eksem", siger Jacob Pontoppidan Thyssen.

Publiceret 25 November 2013 07:00