Rebecca havde aldrig redet før. “Jeg var lidt bange for heste, men det er en sød hest, og det var dejligt at ride”, siger hun. Foto: Jiri Henzl, Nordisk Film

Rebecca havde aldrig redet før. “Jeg var lidt bange for heste, men det er en sød hest, og det var dejligt at ride”, siger hun. Foto: Jiri Henzl, Nordisk Film

Rebecca blev Skammerens Datter ved et tilfælde

Efter at have talt med næsten 5.000 piger uden at finde den rette til rollen som Dina i Skammerens Datter, fik caster Karin Jagd øje på Rebecca på en danseskole. Og netop øjnene gjorde forskellen. Lørdag kan du møde hende, når der er forpremiere på filmen

Af
Af Pernille Borenhoff

Da Rebecca Emilie Sattrup en mandag i september for halvandet år siden dansede hip hop på sin danseskole på Nørrebro, vidste hun ikke, at det blev dagen, der kom til at vende op og ned på hendes tilværelse. For mens pigerne dansede, trådte en dame ind ad døren.
“På vej ud ad døren fik jeg øjenkontakt med hende og tænkte, at hun var en mor, der var kommet for at hente sin datter”, siger den nu 13-årige Rebecca, da Villabyerne møder hende en solbeskinnet fredag eftermiddag i Hellerup Havn, hvor hun netop har fået fri fra Bernadotteskolen, hvor hun går i 7. klasse.
Kvinden var Karin Jagd. I et halvt år havde hun rejst land og rige rundt i jagten på den pige, der skulle spille Dina i en kommende filmatisering af Lene Kaaberbøls bestseller Skammerens Datter.
Næsten 5.000 piger havde været til casting. Men ingen af dem var faldet i nåde hos casteren. Og derfor var hun begyndt at søge på blandt andet danseskoler efter egnede piger.
“Hun tog mig i armen og spurgte, om jeg ville være med i Skammerens Datter og spurgte, om hun måtte ringe til min mor. Og allerede da jeg kom hjem, havde hun ringet,” siger Rebecca.

Arbejde 14 timer i døgnet Rebecca havde allerede læst Skammerens Datter. Ja, faktisk synes hun, at det er den bedste bog, hun nogensinde har læst. Og hun havde også set, at man søgte efter piger til filmen.

“Min mor havde set det på facebook, og så spurgte jeg en veninde, om vi skulle gå til casting, Men da alle i klassen begyndte at tale om, at de også ville til casting, så orkede jeg det ikke rigtig. Og jeg skulle også noget den dag, så jeg droppede det. Faktisk endte det med, at ingen fra klassen tog af sted”, siger hun.
Efter flere prøvetagninger blev det klart, at Rebecca havde de kvaliteter, man havde søgt efter.
Karisma, mod, robusthed og ikke mindst øjne, der brænder igennem på et stort lærred.
Filmen blev optaget for et års tid siden i Tjekkiet. Og det betød, at Rebecca skulle være væk fra skolen i to måneder.
“Men det føltes ikke som så lang tid. Det var underligt, for jeg havde ikke så meget kontakt med klassen, mens jeg var derovre. Jeg havde meget travlt. Vi arbejdede 14 timer dagligt”, husker hun.

Petra Maria Scott, der spiller Rosa, og Rebecca Emilie Sattrup, der spiller Dina, er også blevet gode venner i virkeligheden. Foto: Jiri Henzl, Nordisk Film

Petra Maria Scott, der spiller Rosa, og Rebecca Emilie Sattrup, der spiller Dina, er også blevet gode venner i virkeligheden. Foto: Jiri Henzl, Nordisk Film

Bange for gigantisk hund

Rebecca havde aldrig spillet teater før. Så der var meget at lære. Både at ride, få lussinger og andre stunts.
Men noget af det mest krævende for hende var de optagelser, hvor en enorm tjekkisk teaterhund medvirker.
“Jeg var bange for den store hund, og det var svært at spille med den. I en scene ligger den i min seng, og den havde næsten knust mine ben. Jeg tror, at den vejer over 100 kilo,” siger hun.
I en af de sidste scener vender Skammerens Datter Dina efter mange eventyrlige oplevelser tilbage til sin familie, og den gigantiske hund løber hende glædestrålende i møde.
“Jeg havde griseører i lommen, så den kom mod mig, men jeg var så bange, at vi måtte skyde scenen 10 til 20 gange,” siger Rebecca.

Rebecca ved allerede nu, at hun også skal spille Dina i den næste film om Skammerens Datter. Foto: Pernille Borenhoff

Rebecca ved allerede nu, at hun også skal spille Dina i den næste film om Skammerens Datter. Foto: Pernille Borenhoff

Kendt i hele verden

For kort tid siden så Rebecca filmen for første gang. Og i weekenden så hun og hendes medspiller Petra Maria Scott filmen sammen med et hold særligt indbudte 'skammer-fans'.
“Det er en god film. Når man ser den, føles det som virkelig kort tid. Jeg tror, at det er et tegn på, at den er god og spændende. Jeg sad og tænkte på, hvordan mon de har lavet de scener, som jeg ikke har set. Og jeg får også chok flere gange under filmen,” siger hun.
Den 26. marts har filmen premiere i biografer landet over. Samtidig er filmen solgt til det meste af Europa samt til adskillige lande i Mellemøsten, Rusland, Thailand, Malaysia, Brunei og Vietnam.
I det år, der er gået, fra optagelserne sluttede, til filmen nu får premiere, har Rebecca været skærmet for offentligheden. Men det er slut nu, og forude venter optagelser med Bubber til DR Ultra og medvirken i diverse tv-programmer. Og så skal hun rundt i landet i forbindelse med premieren. Blandt andet til Kinopalæet i Kgs. Lyngby, hvor filmen har forpremiere på lørdag den 21. marts.
“Det er jo alles drøm at blive kendt. Og det er da også lidt sjovt og spændende, men jeg tænker også, at det bliver svært, hvis man er på bytur og bliver stoppet”, siger hun.
Lene Kaaberbøls fire bøger om Skammerens Datter er solgt til 25 lande. Og Rebecca har sit bud på, hvorfor bøgerne er så populære overalt.
“De handler om at blive mobbet. Og de handler om at være anderledes og om venskaber. Og så er de uhyggelige og spændende”, siger Rebecca.
Når premiere-halløjet har lagt sig, skal hun “bare slappe af”. Og lade op til kommende optagelser. For det er allerede besluttet, at hun skal spille med i kommende film om Skammerens Datter.



Kom tl forpremiere
- Kinopalæet Lyngby 21. marts kl. 15.15: Få ledige pladser
- Hillerød 21. marts kl. 14.45: Få ledige pladser
- Park Bio 22. Marts. kl. 13.30: Stadig billetter


filmen kort
- Baseret ppå første binde af Lene Kaaberbøls bestseller-serie
- Instrueret af Kenneth Kains
- Manuskript af Anders Thomas Jensen
- Medvirkende: Rebecca Emilie Sattrup, Petra Maria Scott, Peter Plaugborg, Jakob Oftebro, Søren Malling, Maria Bonnevie, Stina Ekblad, Laura Bro m.fl samt 200 statister

Handling
DIna bor i en lille landsby med sin mor, der er Skammer. Dina har arvet sin mors overnaturlige skammerevner, der gør, at hun kan se alle folks løgne, dårlige samvittighed - og ikke mindst - deres skyld.
Men selv om Dina ikke er begejstret for sine skammerøjne, viser de sig snart nyttige, da hun pludselig med livet som indsats, hvirvles ind i et blodigt opgør mellem to fyrstesønner.
Skammerens Datter er et eventyr i en middelalderlig fantasy-verden med drager og magi, konger og riddere, tyranni og mord.

"Skammerens Datter er den bedste bog, jeg har læst. Så det var heldigt, at jeg fik en rolle i lige netop den film," siger Rebecca Sattrup. Foto: Pernille Borenhoff

Publiceret 17 March 2015 14:00