Au pairs holder flygtningekvote nede

Inden Gentofte Kommune får tildelt flygtninge, har filippinske au pairs været en del af det store regnestykke

Af
Af Kathrine Albrechtsen

De omkring 771 filippinske au pairs, der i øjeblikket tjener danske familier i Gentofte Kommune, holder antallet af flygtninge i kommunen nede.

For ifølge Udlændingestyrelsen tæller kommunernes andel af indvandrere og flygtninge fra tredjelande med, når fordelingen skal udregnes. Og her er filippinerne med i puljen.

"Alle indvandrede udlændinge fra tredjelande tæller med i kriterium nr. 2: kommunens andel af indvandrere og flygtninge. Således også au pairs, lønmodtagere og andre", skriver Nils Bak, pressechef i Udlændingestyrelsen, i et svar til Villabyerne.
LÆS: Johanne Schmidt-Nielsen: "Det virker helt tosset, ja, næsten tragikomisk"
 

Au pairs og expats

I Gentofte Kommune er filippinerne den største minoritetsgruppe, som tæller 1.016 personer i starten af 2. kvartal af 2015. Et eksakt tal på antallet af au pairs i kommunen er ikke muligt, men ifølge Danmarks Statistik bor der 771 ugifte filippinere mellem 17-30 år i Gentofte Kommune.
Det er ikke kun au pairs, som har indflydelse på fordelingen. I alt er der 6.856 indbyggere fra tredjelande, heriblandt højtuddannede expats-familier, i Gentofte, og de bliver alle talt med.
LÆS OGSÅ: Hård kritik: Fordelingsnøgle er uklog og tåbelig

I 2015 modtog Gentofte Kommune 104 flygtninge og står foreløbig til at modtage 117 til næste år. Udlændingestyrelsen kan ikke svare på, hvilke konsekvenser det ville få for en kommunes fordeling, hvis en bestemt type indvandrere skulle trækkes fra.
"De skulle i givet fald trækkes fra i alle kommuner, og det ville påvirke fordelingen for samtlige kommuner", skriver Nils Bak.



 

Fordeling af flygtninge

98 kommuner har fordelt 12.000 flygtninge imellem sig i 2015. Ifølge Udlændingestyrelsen forventes det samme antal i 2016.
Fastsættelsen af kvoterne sker på baggrund af en fordelingsnøgle, der følger af boligplaceringsbekendtgørelsen.
I fordelingsnøglen indgår en række faktorer:
1) den enkelte kommunes andel af den samlede befolkning.
2) kommunens andel af indvandrere og flygtninge fra tredjelande, som er alle lande udenfor EU og Norden.
3) antallet af familiesammenførte udlændinge, der er kommet til kommunen året forinden.
Kilde: Udlændingestyrelsen

Udenlandske indbyggere i Gentofte
Europa udenfor EU-28: 1.346
Afrika: 691
Nordamerika: 493
Syd- og Mellemamerika: 397
Asien: 3.835
Oceanien: 82
Statsløse: 3
Uoplyst: 9

Kilde: Danmarks Statistik

Publiceret 10 November 2015 01:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV