Miljøpris:

Byhave og baggård blev belønnet

Torsdag uddelte Gentofte Kommune Miljøprisen 2017, der blev delt mellem to frivillige initiativer, der har gjort hverdagen lidt grønnere

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

For syvende gang uddelte Gentofte Kommune sin Miljøpris, og denne gang måtte prismodtagerne dele i porten.
For prisen og de medfølgende 25.000 kr. blev delt mellem initiativet Grøntofte ved Mikael Langrand Sørensen, der har etableret en bæredygtig lommehave, og Andelsboligforeningen Jomsborgvej 27-29/Sundvej 1, der har forvandlet en tidligere mørk og trist baggård til en grøn oase.
“En bæredygtig udvikling kan kun ske, hvis både kommune og borgere løfter i flok og inspirerer hinanden. De to vindere har netop det til fælles, at de glæder og inspirerer andre til at bidrage til et bæredygtigt Gentofte,” lød det fra borgmester Hans Toft (K) som begrundelse for at give prisen til de to frivillige, lokale initiativer.
“Det er et privilegium at dele prisen med andre. Det er virkelig stort at få sådan et klap på skulderen og få anerkendelse for det, man gør. Det viser, at vores initiativ bliver værdsat. Jeg er meget beæret,” sagde en glad Mikael Langrand Sørensen, initiativtager til Grøntofte.
Den anden vinder af årets miljøpris, Andelsboligforeningen Jomsborgvej/Sundvej, modtager prisen for at have forskønnet deres gård på en bæredygtig og grøn måde.
En hel del asfalt er fjernet, og i stedet er der anlagt græsarealer, så regnvandet langsomt kan sive ned. Carportene er udstyret med grønne tage med planter, der kan opsamle og forsinke regnvandet, så kloakkerne bedre kan følge med ved kraftige regnskyl.
“Alle beboere og naboer er så begejstrede for de grønne tage, at vi håber, det må give inspiration til andre gårdprojekter,” fortalte næstformand i andelsforeningen Jomsborgvej/Sundvej, George Greibe, der også havde dette gode råd til andre:
“Miljø starter hos os selv til glæde for os selv. Hvis ikke vi enkeltvis gør noget for miljøet, så sker der ikke noget.”


Miljøprisen 2017 - vinderne

Andelsforeningen Jomsborgvej 27-29/Sundvej 1. For deres selvfinansierede initiativ med forskønnelse af deres private baggård. De har med fokus på klima og miljø omdannet en asfalteret baggård til en smuk oase med klimavenlige elementer som grønne tage, der kan håndtere regnvand. Andelsforeningen er samtidig optaget af at kunne dele erfaring og inspirere andre foreninger til at kaste sig ud i lignende bæredygtige projekter.
Lommehaven Grøntofte ved Mikael Langrand Sørensen. For at have taget initiativ til at omdanne kommunens tidligere vejmandsplads til en midlertidig lommehave/byhave med formidling af genbrug, dyrkning af lokal mad og deleøkonomi i nærmiljøet. Lommehaven er startet i sensommeren 2017, og der er etableret højbede, som er genbrugt fra tidligere anvendelse i Kongens Have. Pt. dyrkes østershatte i kaffegrums doneret af Emmery's, og private naboer donerer brosten og planter. Alt sammen i ånden 'den enes affald er den andens ressource'. Lommehaven ligger på Bregnevej 5, nær Gentoftegade og er åben for alle hver onsdag fra kl. 16-18.

Publiceret 19 December 2017 09:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Villabyerne
SENESTE TV