Nytårstale:

“Jeg har fået det bedre. Jeg er ikke helt rask. Jeg skal føde et barn til det nye år”

Digter Cecilie Lind sætter bevingede ord på det forgangne år, og det, der er på vej

Af
Af Cecilie Lind

Gentofte-borger

digter og forfatter

BARE EN HATER FRA KOMMUNEN: graffiti, jeg så den anden dag. Den anden dag, da jeg var på vej til jordmoderkonsultation på Gentofte hospital. I 2017 blev jeg gravid. I 2018 skal jeg føde mit første barn. Et nyt hjerte introduceres til et nyt år. Jeg elsker ham allerede, drengen der bor i min mave. I 2017 har jeg været syg, og før 2017 har jeg været syg. Jeg har fået det bedre. Jeg er ikke helt rask. Jeg skal føde et barn til det nye år.
Pæne mennesker, her er en tale til hjerterne, de voksne, velvoksne blodrøde hjerter: folk, der har det farligt, er ikke farlige. Ikke nødvendigvis. Vis overbærenhed, hvis skriget, der skal skriges, må skriges i jeres umiddelbare nærhed. Hvis fremmede øjne kan huses, kan de ikke længere være fremmede. Hus! Elsk. Hvis slottenes spøgelser skal bevares, må vi opøve omsorgen. Lade dem vandre på stranden, lade dem spøge, også uden for slottene, de længes efter himlen, de gør ingen fortræd. De har blot kvalme af lyskroner og hundeluftere. Friheden er alles begær. Alles ret. Men: Intet vilkår. Ak! Spøgelserne græder perler til de muslinger, der ligger på havets bund, gaber tomt.
Jeg vil sørge for at se efter månen hver eneste aften. Sådan bliver jeg rig. Mit barn skal lære lyset at kende, det sande, jeg har kastet så mange skygger på så meget asfalt. Mit barn er lys. Min elskede er lys. Alle hjems store vinduer skal lyse for dem, der ikke har tag over hovedet. Mor vil ikke slå i bolledejen. Mor vil ranke sig, blive stærk, vred, blid og mor. Sommeren var kvalmens. Sommeren var smuk. Jeg glæder mig til foråret, til at læse mig mindre ensom. Til at se, at verden ikke går under. Eksploderer eller smelter. Hjertet må smelte.

Gentofte-borgere taler året ind

2017 er historie, mens 2018 venter på at blive fyldt ud.

Villabyerne har indsamlet nytårstaler fra Gentofte-borgere, der gør status over året, der gik og rummer forventninger til det nye.

Ordet er frit til at fortælle om store begivenheder, sørgelige omstændigheder, mindeværdige oplevelser i 2017, og hvad de glæder sig til i 2018.

Villabyerne har fået nytårstale fra følgende:

  • Anders Ladekarl, Generalsekretær i Dansk Røde Kors
  • Lea Skovsgaard, sognepræst i Jægersborg Kirke
  • Claus Bryld, dansk historiker og tidl. professor ved RUC
  • Cecilie Lind, digter
  • Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond
  • Thomas Vikstrøm, biolog og caretaker ved Gentofte sø
  • Katrine Axholm, parterapeut i Terapihuset
  • Anna Sofie Blincoe, kunstner
  • Adam Grandjean, anmelder

Publiceret 03 January 2018 09:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV