Festen i fredags var kun et startskud, hvor der ifølge Nordsjællands Politi kun deltog 500 unge. Polfoto: Martin Lehmann
Festen i fredags var kun et startskud, hvor der ifølge Nordsjællands Politi kun deltog 500 unge. Polfoto: Martin Lehmann
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Rektorer siger nej til druk i Dyrehaven

Kommunens fire rektorer er enige om at opfordre gymnasieelever til boykot af drukfesten i Dyrehaven. “Det er blevet et arrangement, som er så langt fra vores værdisæt,” siger Søren Helstrup, nytiltrådt rektor på Ordrup Gymnasium

Af Kathrine Albrechtsen

"Søde intro-elever, små putter, halvliderlige 4.g'ere og hvem der ellers læser dette. I er alle velkommen. Tag de søde putter i hånden og hiv dem med i Dyrehaven. Drik dig i hegnet. Hvad der sker efter dette - kan kun promillen fortælle. Mød op stiv. Vi skal byde putterne velkommen med manér”.

Sådan lyder invitationen til 'puttefesten' i Dyrehaven, der i år ligger både den 11. og 18. august.

Men traditionen får ingen opbakning fra Danske Gymnasier, som tværtimod har udsendt en officiel opfordring til boykot med henvisning til sidste år, hvor 180 festdeltagere måtte ind til Dyrehavens samaritter på grund af alkohol og stoffer. Cirka 20 endte på hospitalet, mens en elev med en promille på fire svævede i livsfare.

Boykotten bliver bakket op af Gentofte Kommunes fire rektorer.

Ændret karakter voldsomt

Ordrup Gymnasiums nytiltrådte rektor, Søren Helstrup, har været med til at sætte drukfesten på dagsordenen i Danske Gymnasier, fordi han mener, at arrangementet har ændret karakter de seneste fem år.

“Sidste år kulminerede det og gik fuldstændig over gevind. De unge indtog stærk alkohol og rusmidler, som vi aldrig har set før. Det er blevet et arrangement, som er så langt fra vores værdisæt, hvor vi forsøger at lære de unge at blive voksne på en ansvarlig måde,” siger han, som heller ikke bryder sig om indbydelsens ord og vendinger som 'halvliderlig' og 'drik dig i hegnet'.

“Det er så langt væk fra noget, som vi kan stå på mål for og derfor på ingen måde noget, vi vil støtte. Jeg kan ikke forbyde noget, men har sendt et brev ud til alle forældre, hvor vi tager stærkt afstand fra arrangementet og opfordrer eleverne til ikke at deltage. Jeg håber, at man som klasse tager en fælles beslutning, så ingen føler sig presset til at tage af sted, for vi er klar over, at der også ligger et socialt aspekt i at møde op,” siger han.

Jørgen Rasmussen, rektor på Gammel Hellerup Gymnasium, er også enig med Danske Gymnasier og har lagt en opfordring om boykot af arrangementet på skolens hjemmeside.

“Vi opfordrer også forældre til at tage en snak med deres unge. Det må godt være festligt at begynde i gymnasiet, men ikke på den måde,” skriver han.

Politi og samaritter var mødt talstærkt op i fredags, men det blev en stille og rolig dag 'på kontoret'. Polfoto: Martin Lehmann
Politi og samaritter var mødt talstærkt op i fredags, men det blev en stille og rolig dag 'på kontoret'. Polfoto: Martin Lehmann

Unge føler sig presset

Rektorerne fra Aurehøj Gymnasium og Øregård Gymnasium, der modtager nye elever i denne uge, har begge valgt at afholde et caféarrangement den 18. august for 1.g'ere.

“Vi har i mange år ikke deltaget, men afholdt et internt arrangement. Vi kunne frygte, at de unge vælger Dyrehaven til og os fra, men det har vi heldigvis ikke oplevet. Der er ingen rammer til stede i Dyrehaven, og de unge mennesker ser nogle ældre elever indtage væsentligt mere alkohol og føler sig presset til at leve op til det. Vi kan ikke forbyde alkohol på skolen, men skabe trygge rammer for det,” siger Pia Nyring, rektor på Øregård Gymnasium.

“Det er ikke så slemt”

Thor Slotsdal er en del af www.introfesten.dk, som står bag indbydelsen på Facebook. Han undrer sig over Danske Gymnasiers boykot.

“Det er lidt mærkeligt, for jeg synes ikke, at det er noget, som skolen skal blande sig i. Det er forældrenes og elevernes ansvar. Jeg kan selv huske som 16-årig at komme derover og møde nye klassekammerater og andre elever. Det er en god tradition, som samler mange,” siger han.

Men set i lyset af sidste år, hvor flere unge endte på hospitalet, har de ikke ret i, at det er en fest, som er gået over gevind?

“Det er ikke så slemt. Det er en masse mennesker på en græsplane, så overdrevet er det heller ikke. Jeg har set privatfester, hvor flere kaster op. Men de unge er blevet mere glade for alkohol og går mere amok. Det har noget med tiden at gøre,” siger Thor Slotsdal.

Han synes, at skolerne i stedet burde være mere samarbejdsvillige og se det fra elevens synspunkt.

“Natteravne og politi gør mere ud af at være til stede end de tidligere år. Lærerne kunne også vælge at møde op og blive en del af eventet,” siger han.

Publiceret: 16. August 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere