Det skal være en luksusoplevelse at prøve og købe tøj, mener indehaveren af en ny tøjbutik på Gentoftegade
Af Marie Lau
Glem alt om snævre prøverum, hvor man er gennemsvedt, allerede før man har fået krænget sit eget kluns af. Og glem alt om spots i loftet, der blænder. Indretningen af lokalerne på Gentoftegade 51 har indehaver af Lorelei lee, Kirstine Nielsen tænkt over: ”Jeg har vidst i mange år, at jeg ville åbne butik. Og jeg har tænkt meget over, hvad jeg ville gøre anderledes. Jeg synes, at det skal være en fed og dejlig oplevelse at købe nyt tøj. Og jeg ved fra mig selv og veninder, at indretningen af butikken og stemningen er afgørende for en god oplevelse”.
Grov strik og unika
Kirstine har valgt at satse på en række unikke varer i butikken. For eksempel er der håndlavede kreationer fra smykkekunstneren Lina Christensens (tidligere Falkesgaard) i sølv, oxideret sølv og guld. Og så har Kirstine fået designet sin egen kollektion af grove, håndstrikkede sweatre og cardiganer i kashmir og alpaca. Desuden kan man se på italiensk producerede sko fra skodesigneren Rasoulinia. Før Kirstine Nielsen startede sin egen butik har hun erfaring fra en række modebutikker og gallerier. Fra årene i galleri har hun lært, at det er vigtigt at tilpasse sine åbningstider efter kunderne: ”Det er jo ikke alle, der kan nå at se på tøj inden lukketid. Derfor kan man altid lave en aftale om at komme ned i butikken på det tidspunkt, der passer en. Så kan man se på tøjet i ro og mag og nyde et glas vin imens. Eller man kan lave en aftale sammen med veninderne fra mødregruppen, hvor der også er tid til kaffe og amning mens man shopper”. Stilen i de valgte mærker dækker bredt, fra det rå til det feminine og fra det elegante til det afslappede. Mærkerne er blandt andre Black Noir/Noir, Karen Simonsen, Rützou, Stella Nova, Månestråle Lala Berlin og Lolly’s Laundry.