Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven, som udi min abildgaard ...
Det var kyndelmisse den 2. februar. Tiden går, klokken slår og vi venter og venter på lyset, der ligeså langsomt er på vej tilbage. Kulden og mørket griber os om hjertet, og vi skutter os og tænder nogle flere stearinlys, som en afglans af lyset og varmen vi mangler.
Vi kender alle sammen børnene, der glæder sig til noget, til jul eller sommer, eller bare til en dag, hvor de skal noget dejligt. De hopper på stedet, og for dem er tiden nærmest gået i stå. Og vi kender også alle sammen til oplevelsen af, at tiden forsvinder. Når vi er optaget af noget, når vi opsluges af noget eller nogen, når vi glemmer os selv, ja så forsvinder tiden også, for en tid.
Kyndelmisse er et fint pejlemærke, hvis man næsten har glemt, at tiden går, og det virker, som om der er tusind år til forår og varme og grønne blade på træerne. Kyndelmisse husker os på, at tiden går, lige meget hvordan det går med os, lige meget hvordan vi har det.
Forestil jer engang, hvis tiden ikke gik? Hvis vi levede i en slags stilstand, hvor der ikke var hverken årstidernes skiften eller højtider eller mærkedage og nat og dag, der satte skik på tiden – der spændte os ud mellem forventning, opfyldelse og erindring.
Mærkelig tanke, og næsten ikke til at tænke. I en roman af Alan Lightman, 'Einsteins drømme', eksperimenterer hovedpersonen med forskellige forestillinger om, hvordan verden ville være, hvis tiden var på en anden måde.
Hovedpersonen er ingen ringere end Albert Einstein. En ung ensom assistent på et patentkontor, der drømmer om andre tider. I små kapitler beskrives verdener, hvor tiden går forskelligt: hvor tiden går i cirkel, eller hvor tiden går langsommere, jo højere oppe man er, hvor tiden går baglæns, går forskelligt på forskellige steder, eller en verden, hvor et helt liv kun varer ét døgn - og flere til.
Det er en rigtig finurlig roman, der sætter vores almindelig opfattelse af tid i perspektiv.
Forestil Dem, at folk lever evigt. Underligt nok deler befolkningen i alle byer sig i to: Senererne og Nuerne. Senererne hævder, at det ikke haster med at begynde deres universitetsuddannelse, lære et fremmedsprog, læse Voltaire eller Newton, søge forfremmelse, forelske sig, stifte familie. Der er uendelig lang tid til alt dette. I den uendelige tid kan alt nås. Derfor kan alt vente.
Senererne kan man genkende på ethvert strøg. De går med lette fjed og går i løsthængende tøj. De nyder at læse et hvilket som helst blad eller at ommøblere deres hjem eller falde ind i en samtale på samme måde, som et blad falder ned fra et træ. Senererne sidder på café og drikker kaffe og drøfter livets muligheder.
Nuerne mærker sig, at de med uendeligt liv kan gøre, hvad de har lyst til. For at smage på livets uendelige muligheder begynder de tidligt og bevæger sig aldrig langsomt. Nuerne får man let øje på. Det er dem, der ejer cafeerne, dem, der er læger, sygeplejersker, politikere, dem ,der altid spjætter med benene, når de sidder ned. De bevæger sig igennem en række liv, opsatte på ikke at gå glip af noget.
Nuerne og Senererne har én ting tilfælles. Med uendeligt liv følger der en uendelig række familiemedlemmer. Bedsteforældre dør aldrig, det gør oldeforældre, grandtanter og så videre heller ikke. De lever alle sammen og byder sig til med gode råd. Sønner slipper aldrig ud af deres fædres skygge. Ingen bliver nogensinde sig selv. Og intet nyt foretagende er nyt. Alt har været prøvet for, ja, alt er gjort.
I en verden, hvor alle lever evigt, bliver livet som et forsøg. Ingenting bliver gjort færdigt. Broer skyder halvvejs ud over floder og standser så brat. Bygninger bliver ni etager høje, men har intet tag. Sætninger forbliver ufuldendte. Forlovelser slutter få dage før bryllupper.
Det er prisen for udødelighed. Ingen er hel, og ingen er fri. I tidens løb har nogle besluttet, at den eneste måde at leve på er at dø. For øjnene af deres kære slægtninge kaster disse få sjæle sig i Bodensøen eller ud fra Monte Lema og gør således en ende på deres uendelige liv. På den måde har det endelige besejret det uendelige.
Det, der blot er en litterær leg med tiden som begreb, sætter i virkeligheden fingeren på den menneskelige livsopgave: hvordan leve i en verden, hvor vi skal dø? Hvordan bruger vi vores tid og evner i den tid, vi nu engang får, vel af mærke uden at vide, hvor lang tid det er?
Lever vi som Senererne uden at kunne beslutte os for noget som helst, uden at turde tage afgørende og forpligtende valg, eller lever vi som Nuerne, der er så optaget af alt det, de kan nå, at de glemmer at nyde den enkelte dag, glemmer at stoppe op og bare være til?
Eller skulle vi i virkeligheden opfinde en ny kategori: Snúerne, der tager det bedste fra Senererne, nemlig evnen til at nyde dagen i dag uden at bekymre sig alt for meget om dagen i morgen og alle planerne.
Og det bedste fra Nuerne, nemlig trangen til at udrette noget, bruge livet på noget, der giver mening for os, og dermed også turde vælge alle de andre muligheder fra, i bevidstheden om, at kun ved at vælge kan vi opleve den dybe glæde ved at vide sig forpligtet over for andre mennesker.
Så – tænd et lys, så mørket drives lidt på flugt, og nyd samtidig kulden og vinteren, velvidende at en dag, så bliver det forår og sommer med varme og lyse nætter.
Publiceret: 05. Februar 2012 09:15