Denne illustration viser, hvor spildevandet midlertidigt løber ud i Øresund. Kilde: Nordvand
Denne illustration viser, hvor spildevandet midlertidigt løber ud i Øresund. Kilde: Nordvand
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Spildevand stopper badning

Fra på lørdag og to til fire uger frem udleder Nordvand spildevand i Øresund

Vinterbaderne i Charlottenlund Søbad holder tæerne på badebroen de kommende uger. Det skyldes, at Nordvand fra på lørdag den 4. marts og højst en måned frem leder spildevand ud i Øresund fra pumpestationen på Skovshoved Havn.

Et boligbyggeprojekt i Tuborg Havn strækker sig nemlig så langt ud i vandet, at det lægger sig ovenpå en stor kloakledning, som derfor skal forlænges.

“Man skærer den eksisterende ledning over og kobler den nye ledning på, og mens det arbejde står på, er det nødvendigt at lede mekanisk renset spildevand ud 1,6 km ude i sundet. Det giver umiddelbart ikke anledning til nogen gener, men man skal være opmærksom på, at der kan være en forringet badekvalitet i perioden,” forklarer direktør i Nordvand, Carsten Nystrup.

Hop ikke i forurenet vand

Udledningen af spildevandet kan komme til at berøre kyststrækningen fra Skodsborg og ned til Hellerup. Af frygt for blandt andet E.coli-bakterier fraråder Charlottenlund Søbad sine medlemmer at kaste sig i bølgerne det næste stykke tid.

“Vi er da meget ærgerlige over det og gør, hvad vi kan for at oplyse og advare vores medlemmer. Vi fraråder af sundhedsmæssige grunde at bade. På selve søbadet kan de dog godt bruge saunaen og den kolde bruser, men jeg kender ikke nogen, der er nogenlunde fornuftige oveni hovedet, der frivilligt hopper ned i forurenet vand,” siger foreningens formand Birgitte Possing og fortsætter:

“Som forening var vi utilfredse og klagede i sommeren 2016 over, at vi ikke var blevet hørt, når nu vi er så mange, 3.650 medlemmer, der bader hele året rundt. Men vi kan se, at det er en force majeure situation. Så vi kan ikke rigtig gøre noget ved det.”

Fra Nordvands side understreges det også, at der ifølge selskabet ikke er nogen anden udvej end udledning.

“Det er mere end 50 procent af spildevandet fra Gentofte. Det drejer sig om områderne øst for Lyngbyvej, der går igennem den ledning. Det er så store mængder vand, at man ikke kan lave en midlertidig omkobling. Der er ikke nogen anden teknisk mulighed,” siger Carsten Nystrup og henviser til, at Gentofte Kommunes miljøafdeling har sagt god for planen.

“Vi er jo entreprenøren på projektet, og Gentofte Kommune er myndigheden, som sørger for, at vi overholder alle regler på det her område. Gentofte Kommune har givet os de nødvendige tilladelser i lyset af, at løsningen er et nødvendigt onde for at kunne komme på plads. Det er ikke noget, Gentofte Kommune er glad for, at der skal ledes mekanisk renset spildevand ud.”

Håber på kort periode

Som nævnt forventer Nordvand at åbne for hanerne fra på lørdag, og både Birgitte Possing og Carsten Nystrup anbefaler vinterbadere og andre, der interesserer sig for badevandets tilstand at tilmelde sig Nordvand sms-tjeneste, som løbende sender beskeder ud om udledningen, og holde øje med www.badevand.dk.

“Hvis alt klapper, bliver arbejdet færdigt i løbet af 14 dage, men det kan blive forsinket af for eksempel vejrmæssige forhold. Vi håber selvfølgelig, det bliver over en kort periode, at vi leder spildevand ud i Øresund,” siger Carsten Nystrup.

For Birgitte Possing giver situationen anledning til at genoplive et gammelt kælenavn.

“Nu får vi en måned med pløresund, som Øresund jo hed, dengang det ikke blev renset.”

Publiceret: 02. Marts 2017 10:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere