En sagesløs Fremad Amager målmand kaster sig forgæves efter Jesper Duelunds flotte langskud, der banede vejen for forårets første sejr.

En sagesløs Fremad Amager målmand kaster sig forgæves efter Jesper Duelunds flotte langskud, der banede vejen for forårets første sejr.

HIK vejrer morgenluft

Af
Af Joakim Weibel

 

Et trænerskifte på målstregen, hvor Michael Madsen afløste trænerduoen, Jakob Friis-Hansen og Peter Rasmussen, der begge skal til Fremad Amager efter sommerferien, havde den ønskede virkning. Med kniven på struben gik HIK hjemme på Gentofte Stadion mod Fremad Amager efter alle tre point, der ville betyde, at hullet til de andre nedrykningskandidater ville blive lukket. Et sprudlende HIK-mandskab fik inden for det første kvarter fik skabt fire gode forsøg, inden Jesper Duelund efter 18 minutter på et fremragende langskud fuld fortjent bragte hjemmeholdet foran. I stedet for at pakke sig fortsatte HIK det gode spil, og de spæde forsøg, Fremad Amager havde til noget struktureret opspil, tog Nicki Albek sig sikkert af. Som foråret er skredet frem, virker Nicki Albek mere og mere overbevisende i HIKs defensiv, og han kan blive en central spiller i fremtiden. Han fik kampen igennem god støtte af stabile Michael Christensen og energiske Lasse Jensen, hvorimod John Sandberg virkede tung og ved et par lejligheder var direkte medvirkende i Fremad Amager-chancer, der aldrig burde være opstået.. Resten af halvlegen bølgede det ene HIK-angreb frem efter det andet, hvor Andreas Mortensens gode hovedspil skabte flere chancer, som da Danny Andersen efter 31 minutter ihærdigt jagtede en tilsyneladende håbløs bold. Danny, en forsvarer og målmanden havnede i en fælles sandwich, og alle faldt til jorden. Letbenede Danny kom først på banene og kunne stille og roligt trille bolden i mål. Sikkerhed fremfor alt Med en 2-0 føring i bagagen trak HIK sig efter pausen længere tilbage på banen og fik først i slutminutterne tilspillet sig nogle farlige kontrachancer, der dog ikke resulterede i flere mål. Det var der heller ikke behov for, da Fremad Amager intet havde at byde på og må siges at ligne en mulig nedrykker. I de tidligere kampe, hvor HIK har været foran, har problemet ofte været, at de pludselig ikke turde spille fodbold, men med Jakob Josephsen som omdrejningspunkt på den centrale midtbane blev den kedelige tendens brudt. Med sejren har HIK nu kun to point op til den rigtige side af stregen, hvor hele syv klubber er involveret i den tætte bundstrid. Eneste skår i glæden oven på de tre point var skader til Steffen Hartmann og Jesper Duelund, som dog begge forhåbentlig snart er med igen. I den tid, de var med i kampen, fik de vist, at de bliver blandt nøglespillerne til at sikre klubben endnu en sæson i 1. division. Næste kamp er på lørdag hjemme mod Thisted, og med en sejr vil HIK formentlig for første gang i mange måneder være over stregen.

Publiceret 29 May 2007 00:00