Leonora og Linus Colmor Jepsen kom hjem fra deres debut som isdansepar ved DM i Vojens med guld om halsen. Pressefoto

Leonora og Linus Colmor Jepsen kom hjem fra deres debut som isdansepar ved DM i Vojens med guld om halsen. Pressefoto

Isdans:

Gentofte-søskende tog DM-guld

Stillede op for første gang som isdansepar ved DM i Vojens

Søskendeparret Leonora og Linus Colmor Jepsen stillede i weekenden 3.- 4. december for første gang op som isdansepar, da Dansk Skøjteunion afholdt de danske mesterskaber i kunstskøjteløb i Vojens Skøjtearena.
Leonora på 18 år har de seneste to år været juniordanmarksmester i sololøb, men har lagt soloskøjterne lidt på hylden og fokuserer for øjeblikket på at danse isdans med lillebror Linus på 15 år. Han har sideløbende med sin solokarriere danset isdans med skiftende partnere, siden han var otte år.
Parret begyndte så småt at danse sammen sidste vinter, tog de tests, der skulle til, for at Leonora kunne stille op som isdanser, og var i foråret i Oberstdorf i Tyskland på isdanseseminar, arrangeret af ISU - den internationale skøjteunion.

Isdans mangler mænd

I løbet af sommeren og efteråret er der blevet trænet og øvet programmer, så parret var klar til årets DM med to programmer - en short dance til Beatles-musik og en free dance til soundtracket fra filmen W./E. - hvilket i weekenden indbragte dem guldmedaljer.
Isdans-disciplinen er ret lille i Danmark, idet den udover et højt skøjteteknisk niveau forudsætter en dreng eller mand, som der ikke er ret mange af i dansk kunstskøjteløb.
Linus og Leonora stiller op for RSIK i Rødovre, som er den eneste klub i hovedstadsområdet, der tilbyder solo- og isdans.
Linus stiller også op som sololøber op for GSF, Gladsaxe, og blev ved weekendens mesterskaber nr. tre i Junior herrer-rækken.

Publiceret 13 December 2016 20:00