Skovshoved tilbage på vindersporet

Oprykkerduellen faldt ud til fordel for skovserne, der sejrede 3-1

Af
Ole Tradsborg

Skovsernes sidste hjemmekamp endte i et stort, forsmædeligt nederlag, og det skulle lørdag hævnes i Hillerød, hvor der samtidig var oprykkerduel på programmet.
Hillerød lagde godt ud i rækken i første kamp, hvor man fornemt tog et point i Valby Idrætspark mod BK Frem, men siden er det ikke blevet til point. Så pointsulten må have været stor hos hjemmeholdet, mens Skovshoved nok var meget opsatte på at revanchere. Og nederlaget mod Hvidovre blev hævnet på fornemste vis, da Skovshoved sejrede 3-1.
Nicolai Vallys, der scorede en sand kongekasse i kampen mod Hvidovre, var nok en gang skarp. Han scorede til 1-0 fem minutter før pausen. Målet var samtidig halvlegens eneste, men efter sidebyttet kom der rigtig gang i scoringerne.
Således fulgte Emil Vatani op med en ny skovser-scoring, da han gjorde det til 2-0 efter 66 minutter. Hjemmeholdet meldte sig 20 minutter senere ind i opgøret med en reducering, og så var opgøret helt åbent igen.
Men få minutter før tid blev Thomas Helledi matchvinder, da han lukkede og slukkede til 3-1. Med sejren viste Skovshoved nok en gang, at de offensive strenge er mange og ydermere, at holdet holder berettiget til i toppen af tabellen.
Sejren betyder nemlig, at Skovshoved forbliver solidt plantet på andenpladsen i rækken.
I næste opgør, lørdag hjemme på Krøyersvej, bliver modstanderen AB, der i lokalopgøret mod Brønshøj - også kaldet 'Slaget om Mosen' - trak det længste strå. Det er derfor to formstærke hold, der dyster. Opgøret fløjtes i gang kl. 15.

Publiceret 04 September 2017 14:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV