GVI fightede sig til tops

Efter sejr på 2-0 mod KFUM Roskilde strøg GVI på førstepladsen i Danmarksserien, hvor få point dog skiller top og bund

Af
Ole Tradsborg

Det blev lørdag tre på stribe for GVI, da det i hjemmeopgøret på kunstbanen blev til tre nye point for Vangedes fodboldstolthed.
Særligt i første halvleg var GVI'erne gode med hurtigt pasningsspil og dejligt direkte opspil. Chancer var der mange af, men det kastede ikke en scoring af sig i første halvleg.
Anden halvleg blev en mere hård fight, hvor også kampens dommer midtvejs måtte stange flere gule kort og et enkelt rødt ud til gæsterne.
Med 10 mand på Roskilde-holdet, blev der mere plads for GVI, selv om målet til 1-0 måske bar præg af lidt tilfældigt spil.
Selve udførelsen af målet var der dog intet tilfældigt ved, da først bolden landede for fødderne af indskiftede og stærke Frederik Frick, som stak af fra indtil flere oppassere og køligt smækkede kuglen mellem benene på gæsternes keeper. Et rigtigt forwardmål!
Gæsterne satsede nu på udligning af scoren, og de var rettelig tæt på, da et hovedstød tæt under mål tvang Mikkel Gram-Jensen ud i en fantastisk redning. Og så svarede GVI ellers igen i den anden ende.
Scoringen blev denne gang med Frick i oplæggerens rolle. Han spillede bolden ind til topscorer Patrick Ehlers, der gjorde det til slutresultatet 2-0.
GVI kan nu nyde udsigten fra toppen af rækken. Næste kamp er ude mod AB Tårnby på lørdag.

De glade GVi-spillere kan nu yderligere glæde sig over, at de topper deres række. Foto: Ole Tradsborg

De glade GVi-spillere kan nu yderligere glæde sig over, at de topper deres række. Foto: Ole Tradsborg

Publiceret 23 October 2017 11:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV