Kort proces i premierekamp

Gentofte Volley vandt på lidt over en time 3-0 over ASV Aarhus i sæsonens første hjemmekamp

Efter to udebanesejre på henholdsvis 3-0 i Odense over Marienlyst og 3-1 i Korsør over VK Vestsjælland stod Gentoftes ligamandskab lørdag til debut for hjemmepublikum i Kildeskovshallen.
Århusianerne var kommet rimeligt godt fra start i ligaen med en sejr og et nederlag i de to første runder.
Fra starten af første sæt dominerede Gentofte kampen. Det jyske mandskabs afslutninger var sjældent farlige, da Gentofte-spillernes servepres var stort.
Til gengæld var Gentoftes angribere i hopla. Mads Møllgaard vandt mange angreb, og Frederik Dahl på centeren brillerede også i blokaden med hele seks rene vinderblokader. Det gav sætsejr på 25-14.
Gentofte startede andet sæt, hvor holdet slap i første. Stor effektivitet og sikkerhed i grundspillet fik de ellers rutinerede århusianere til at se uprøvede ud i ligasammenhæng.
Med cifrene 25-16 vandt hjemmeholdet andet sæt. Jyderne foretog nogle udskiftninger i pausen mellem andet og tredje sæt. Det gav dem tro på, at de kunne stille noget op.
Holdene fulgtes ad i begyndelsen af sættet, hvor Gentofte også havde benyttet sig af udskiftningsmuligheden. Mateusz Dzwieriek kom på banen i stedet for Anders Hartmann. Han kvitterede for tilliden med fem vundne angreb ud af seks mulige.
Trods ASV Aarhus' gode start strammede Gentofte-spillerne til fra midten af sættet, hvor der stod Gentofte på det hele. Det blev til sætsejr 25-17 og dermed tredje sejr på stribe i ligaen for Gentofte Volley.
Nu er der en mindre kamppause, før det går løs igen i ligaen ude mod Aalborg den 12. november. Til gengæld spiller Gentoftes damehold ottendedelsfinale i landspokalturneringen fredag den 3. november kl. 20 hjemme mod Ikast KFUM. Holdet er startet flot i 1. division, hvor det er ubesejret. jbl

Publiceret 23 October 2017 15:45

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV