Gentofte Curling vinder to nye familierekorder

Curling er en familiesport... i hvert fald i Gentofte, hvor Thune- og Qvist-klanen tog for sig af guldet, da der var DM

I weekenden blev finalerne i curling for juniorer afviklet i Gentofte Sportspark af Gentofte Curling Club, hvor der blev spillet bedst af tre finaler.

På juniordame-siden var det Team Halse fra Gentofte Curling Club, der kom godt fra start og vandt den 1. finale meget klart.

I midten af den anden finale var GCC-holdet foran i kampen, men her kom en af holdets nøglespillere Julie Høgh alvorligt til skade og måtte udgå. Holdet kom sig aldrig over dette uheld og endte med at tabe kampen.

I den tredje finale spillede modstanderholdet, der var et sammensat hold med tre spillere fra Hvidovre Curling Club og Gabriella Qvist fra GCC, klart bedst, og de blev dermed danmarksmestre.

På herresiden var det ikke uventet, at det sammensatte hold med de to Gentofte-spillere Henrik Holtermann og Kilian Thune vandt begge finaler i sikker stil. GCC-holdet med skipper Alexander Qvist blev nr.2.

Gentofte Curling Club har således sat to nye familierekorder i dansk curling i 2017. På herresiden er Kilian Thune juniordanmarksmester, Tobias Thune danmarksmester for både herre for hold og individuelt, og Christian Thune har taget sig af OldBoys DM.

Familien Qvist med Gabriella (nykåret juniormester), Alexander, Trine og Mikael vandt MixDM og har endvidere repræsenteret Danmark ved VM i Champery tidligere på måneden, hvor de blev nr. 12.

Begge juniorhold repræsenterer Danmark ved VM i Finland i januar.

Publiceret 30 October 2017 19:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV