HIK vandt vitalt opgør, mens Skovshoved tabte ligegyldig kamp

For såvel HIK som Skovshoved slutter sæsonen i den kommende weekend, men der er kun noget på spil for det ene hold

Af
Af Ole Tradsborg

HIK havde mest på spil lørdag, hvor holdet igen skulle en tur til Fyn. Her hev HIK en sejr på 2-0 i land takket være scoringer af først Jonathan 'Lålå' Nielsen og afslutningsvist af Andreas Smed, der virkelig har vist sig som en giftig indhopper på det seneste.

Med sejren hopper HIK lige nøjagtigt over stregen for oprykning. Der resterer én kamp, og i den tager HIK mod Middelfart på lørdag i Gentofte Sportspark.

På den samme arena spillede i weekenden Skovshoved, da den normale hjemmebane på
Krøyersvej efterhånden har fået så mange vejrlige tæsk, at det ikke længere lader sig gøre at spille fodbold på banen i år.

Kunstgræsset skulle skovserne dog lige vænne sig til, og alt imens de forsøgte, havde gæsterne fra B93 efter otte minutters spil bragt sig foran.

Føringen hentede Skovshoved aldrig i et for dem ligegyldigt opgør, da det kun er med de øvrige oprykkere i rækken, at Skovshoved medtager tidligere tjente point.

Både kampen mod B93 og det kommende opgør mod AB på lørdag er derfor pointmæssigt set
blottet for interesse, da de to modstanderhold ikke klarede cuttet og derfor skal spille om at undgå nedrykning.

Det skal Skovshoved til gengæld ikke, da de for længst er blevet klar til at dyste om 2. divisions-billetter til foråret.

Men med nu tre nederlag på stribe er håbet vel, at klubben slutter fornuftigt af, da den flotte sæson blegner noget ved en afslutning på fire nederlag i streg i efteråret.

Publiceret 30 October 2017 16:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV