Badminton:

Skovshoved vandt lokalderbyet mod GBK

Sejr til favoritterne i det indbyrdes møde tirsdag, mens begge hold blev noteret for sejr torsdag

Af
Ole Tradsborg

Det imødesete opgør mellem de to lokale hæderkronede badmintonklubber endte tirsdag aften med en sikker hjemmesejr til topholdet fra Skovshoved.
Men bag cifrene ligger alligevel en lidt anden historie, idet 'gæsterne' fra Gentofte var godt med i flere opgør, bl.a. i 1. herresingle, hvor GBK's Joshua Eipe tvang dysten mod Emil Holst ud i tre sæt, og også bragte den samlede stilling i holdkampen på 2-1 undervejs i opgøret.
Pointet kom i hus, da Skovshoveds normalt så frygtindgydende mixdouble Mads Pieler Kolding / Kamilla Rytter Juhl måtte se sig slået af Frederik Colberg / Line Christophersen fra GBK. Pointet blev dog Gentoftes eneste, og så endte det med en sikker sejr på 5-1 til Skovshoved.
Allerede to dage senere var begge hold i aktion igen. GBK tog på hjemmebane imod Odense OBK, og her skaffede GBK sig tiltrængte point i bunden ved at vinde samlet 4-2 over de fynske gæster.
I holdkampen var der mest spænding i 2. herresingle-kampen, hvor GBK's Mads Christophersen slog Patrick Bjerregaard, 21-11, 17-21, 21-13.
Skovshoved var samme aften ude i et decideret topmøde i Aarhus. Begge hold var ubesejret inden holdkampen blev sat i gang. Også Skovshoved endte med at sejre 4-2 og konsoliderede dermed 1. pladsen i Badmintonligaen.
Dette endda efter flere ændringer på SIF-holdet i forhold til Gentofte-opgøret, da Skovshoved stillede op uden to af deres største profiler, Carsten Mogensen og Kamilla Rytter Juhl
Der spilles igen i Badmintonligaen den 1. december, hvor Skovshoved tager imod Greve og GBK hjemme skal i dyst mod Værløse. Der bliver herefter hurtigt brug for at finde kræfterne frem, da begge hold herefter spiller igen både den 5. og 7. december.

Den alsidige Kamilla Rytter Juhl, her fra en kamp tidligere på året som damedoublespiller med Sara Thygesen, spillede tirsdag mixdouble med Mads Pieler Kolding. Parret måtte se sig slået mod GBK's Frederik Colberg / Line Christophersen. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Den alsidige Kamilla Rytter Juhl, her fra en kamp tidligere på året som damedoublespiller med Sara Thygesen, spillede tirsdag mixdouble med Mads Pieler Kolding. Parret måtte se sig slået mod GBK's Frederik Colberg / Line Christophersen. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Publiceret 13 November 2017 18:00

SENESTE TV