Gentofte Volley tilbage i teten

Marienlyst Odense fik en volleyball-lektion i lørdagens kamp i Kildeskovshallen

Der var lagt op til en spændende dyst mellem de to hold, der for mindre end en måned siden spillede pokalfinale.
Dengang vandt fynboerne med 3-1 i en tæt kamp. Men spændingen udeblev, da Marienlyst blev sendt retur til Fyn med et klart nederlag i bagagen. Gentofte vandt med overbevisende 3–0 (25-19, 25-16, 25-17).
Gentofte viste fra kampens start, at de var opsatte på at få vasket blamagen fra pokalfinalen af. Der var fokus på at holde fast på den gameplan, trænerteamet havde valgt.
Gentoftes modtagning var på højt niveau, og spilfordelerne Sebastian Mikelsons og Mads Kyed kunne derfor sætte angriberne op til mange spektakulære angreb. Mads Møllgaard udnyttede det formidabelt med 14 angrebspoint og en angrebseffektivitet på hele 74 procent.
Tilsvarende diskede Gentofte-spillerne op med et meget stærkt servepres. Der blev springservet hårdt og svæveservet klogt og præcist. Gang på gang blev Marienlysts modtagning bragt ud af balance, og det meget høje modtagningsniveau, som holdet havde i pokalfinalen, nåede det ikke i nærheden af.
I kampens tre sæt vandt Gentofte i alt 12 blokadepoint. Anders Hartmann viste imponerende blokadeeffektivitet ved at score fire af de 12 point.
“Vi er rigtig glade for, at vi fik vist det samme høje niveau, som vi spillede på i efteråret og ikke mindst i den meget svære udekamp i Europa Cup på udebane lige før jul mod det stjernespækkede italienske hold Ravenna. Vi præsterede at vinde to sæt i Italien og satte reelt Ravenna under pres. Herligt, at vi i dag på hjemmebanen er tilbage på det samme niveau,” sagde Gentoftes anfører, Peter Trolle Bonnesen, efter kampen.
Gentofte Volley fører VolleyLigaen, hvor grundspillet slutter ved udgangen af februar. Næste gang, der er hjemmekamp i volleyarenaen i Kildeskovshallen er lørdag den 27. januar, hvor VK Vestsjælland kommer på besøg. jbl

Publiceret 15 January 2018 16:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV