Håndbold:

HIK kun én sejr fra 1. Division

Efter et brag af en håndboldkamp er HIK’s bedste damer nu kun en enkelt sejr fra oprykning, da det søndag blev til sejr på 21-18 over AGF Håndbold

Af
Ole Tradsborg

Efter at have tabt første kamp i Århus var HIK pisket til sejr i søndagens returmøde mod AGF Håndbold.

Og HIK tog sig fornemt ugæstfrit af sine gæster og bragte sig foran fra kampens start, og ved pausetid stod det 9-5 efter en meget lavtscorende halvleg, hvor der trods tænding fra start også blev brændt i begge ender.

HIK fortsatte de gode takter efter pausen, og ved stillingen 12-5, da Caroline Hedegaard scorede et sublimt mål fra en ekstremt spids vinkel, lignede det et afgørende hul, der blev slået.

Samme Hedegaard var virkelig i hopla i anden halvleg, hvor hun senere udbyggede scoren til både 13-8 og 14-8 på nærmest to helt identiske scoringer, da hun begge gange blev sat snarrådigt op af en også yderst velspillende keeper Amalie Milling.

Milling havde kampen igennem en række gode redninger, som holdt gæsterne fra fadet i lange perioder.

Men pludselig fik AGF alligevel fat, godt støttet af en dobbelt udvisning til HIK, som i løbet af 10 minutter kunne se en stensikker sejr være ved at glide dem af hænde, da stillingen gik fra 15-10 til 19-18.

Men med en sidste kraftanstrengelse i begge ender, særligt takket være Milling og Hedegaard blev det med 46 sekunder igen 20-18, da Caroline Hedegaard scorede sit 6. mål, og dermed endte det med en smal, men afgørende sejr, som nu tvinger kampen ud i en tredje og afgørende match, idet der ikke spilles med samlet målscore men 'blot' sejre.

Den afgørende kamp om billetter til 1. Division spilles lørdag i Århus, og allerede nu er der i klubben ved at blive arrangeret supporttur, så familie, venner og fans kan tage turen til Smilets By og forhåbentlig smile hele vejen hjem igen, når HIK kvalificerer sig til oprykning.

Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge fra sidelinjen.

Publiceret 08 May 2018 13:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV