Vandglade børn lærer livredning ved Bellevue

Op mod 1.000 børn vil landet over lære om kystlivredning, når DGI’s Ocean Rescue Camps løber af stablen. På Bellevue foregår det i uge 27 og 32

Livredning, dykning og beach flag race – det er noget af det, vandglade børn og unge kan se frem til i sommerferien, når der er Ocean Rescue Camp i uge 27 og 32 ved Bellevue.

På DGI's Ocean Rescue Camp prøver børn og unge mellem 8 og 17 år en masse kystlivredningsaktiviteter som førstehjælp, dykning, svømning og board padling.

Målet er både at give deltagerne en spændende sommerferieoplevelse, men også at give børnene redskaber til at kunne redde liv, hvis uheldet er ude.

“Børnene lærer om hjerte-lungeredning, og de får redskaber til at kunne redde sig selv og deres venner og familie. På campen lærer de deres lokale strand at kende og at forstå vind, vand og strøm,” siger Mads Hjort, som er konsulent i DGI Svømning.

Der er helt styr på sikkerheden til DGI's Ocean Rescue Camps, da der deltager en uddannet kystlivredder samt uddannede instruktører.

I år samarbejder DGI med svømmeklubber om cirka 55 camps fordelt over hele landet om at holde Ocean Rescue Camps.

I storkøbenhavnsområdet bliver der, udover Bellevue, afholdt Ocean Rescue Camps på Hvidovre Strand og ved Amager Strandpark. jbl

Publiceret 04 June 2018 20:00

SENESTE TV