Rune Friis stod for det forløsende mål til 2-1. Desværre rakte det ikke til en oprykning. Foto: Ole Tradsborg

Rune Friis stod for det forløsende mål til 2-1. Desværre rakte det ikke til en oprykning. Foto: Ole Tradsborg

Oprykningen glippede, selv om GVI leverede varen

Dramaet var stort i Nymosen, hvor GVI arbejdede stenhårdt for 2-1-sejren, der dog i sidste ende ikke var nok til oprykning

Af
Ole Tradsborg

FODBOLD Nymosen tog sig vanen tro festlig ud, da der lørdag var dømt oprykningsbrag. Stemningen var dog også anspændt blandt de fremmødte, som efter fem minutter fik et regulært chok, da gæsterne fra Odsherred bragte sig foran.

10 minutter senere havde Morten ’Molle’ Rasmussen dog bragt balance i regnskabet, da bolden – set udefra – lidt heldigt krøb over stregen og målet anerkendt. Forløsning kom dog ikke videre i en første halvleg, hvor gæsterne have rigtigt godt styr på tingene, defensivt såvel som offensivt.

GVI arbejdede utrætteligt, men også lidt idéforladte, frem i banen, men den helt store chance lod vente på sig. Det virkede følgelig også som om GVI’erne havde mentale tanker andetsteds og at der både på og uden for banen var fokus på, hvordan det mon gik i Vanløses kamp, der oprindelig blev programsat samtidig, men som var blevet forsinket et kvarter.

Derfor var der intet, der var synkront denne lørdag, hvor altså GVI’erne og det talstærke publikum ledte efter det rigtige resultat og hvor målscoren i Vanløses og B1908’s kampe blev diskuteret lige så meget som spillet på banen i Nymosen.

Sejr til sidst

I løbet af anden halvleg intensiverede GVI-presset mod gæsternes mål, men fortsat stod Odsherred-defensiven godt, og tilmed virkede deres omstillingsspil fortsat fint, for også før pausen blev der vist prøver på hurtigt opspil.

Men GVI havde også deres chancer, f.eks. da ’Molle’ ramte stolpen med et lusket skud, eller da indskiftede Jimmy Mayasi fyrede et godt drøn af mod mål, som Odsherred-keeperen boksede godt væk.

Men pludselig kom chancen - og målet. Vedblivende pres på bagkæden gjorde, at GVI ’beholdt’ bolden tæt på feltet, og Rune Friis fik endelig vist sin sublime teknik, da han med et par gode driblinger fik sat et par mand af, hvorefter han kanonerede kuglen i kassen til noget, der lignede årets vigtigste scoring.

Det dækker ikke helt at skrive, at der var vild jubel, publikum var ekstatiske i en sjældent set grad, og spillerne lå i bunke.

GVI's Morten Rasmussen. Foto: Ole Tradsborg

GVI's Morten Rasmussen. Foto: Ole Tradsborg

Scoringen, tre minutter før tid, var på dette tidspunkt lig med oprykning, men fortsat blev der spillet i Vanløse, og derfra indløb fem minutter senere en kedelig nyhed, da Vanløse også var kommet på 2-1.

Derfor sluttede stemningen mat og ufestlig, hvilket også en tåbelig GVI-fan bidrog til, da han under scoringen tilsyneladende havde råbt et hav af ukvemsord i retning af Odsherred-spillerne. Resultatet blev en byge af kort, nemlig tre gule kort og et enkelt rødt til gæsterne, der indkasserede disse i slutminutterne.

Med en smal sejr på 2-1 gjorde GVI, hvad de kunne. Men da Vanløse også vandt 2-1 blev det ikke til orykning fra Danmaksserien i denne omgang. Foto: Ole Tradsborg

Med en smal sejr på 2-1 gjorde GVI, hvad de kunne. Men da Vanløse også vandt 2-1 blev det ikke til orykning fra Danmaksserien i denne omgang. Foto: Ole Tradsborg

En på alle måder ærgerlig afslutning, og derfor traskede stort set alle slukørede fra Nymosen, selv om slutresultatet fra Vanløse lod vente på sig, så var alle klar over, at oprykningen var glippet.

Dermed venter en ny DS-sæson for Vangedes fodboldstolthed, der ellers præcis på femårsdagen for sidste DS-oprykning kunne have kronet en fin sæson med divisionsstatus en yderligere gang.

Publiceret 18 June 2018 10:30

SENESTE TV