Gentofte Volleys spillere jubler efter at have vundet DM 2018. Peter Trolle, Mads Møllgaard, Tobias Kjær, Rasmus Mikelsons og Mads Kyed, der er med her, er i bruttotruppen til Danmarks landshold.

Gentofte Volleys spillere jubler efter at have vundet DM 2018. Peter Trolle, Mads Møllgaard, Tobias Kjær, Rasmus Mikelsons og Mads Kyed, der er med her, er i bruttotruppen til Danmarks landshold.

Ingen daseferie til Gentofte-spillere

Ni af de 24 spillere i bruttotruppen til Danmarks landshold, som nu forbereder sig til EM-kvalifikation, er fra Gentofte Volley

Volleyball Torsdag sagde Gentofte Volleys spillere god ferie til hinanden efter den sidste træningssamling i klubben før sommerferien. Men for et flertal af spillerne i ligaholdstruppen er der ikke sommerferie.

Danmarks landshold påbegyndte for nogle uger siden forberedelserne til EM-kvalifikationskampe i august måned. De omfatter en lang række træningssamlinger, som er i fuld gang i Idrættens Hus, hvor landstræner Mikael Trolle har etableret centret for forberedelsesaktiviteterne.

"Vi har flere spillere med i bruttotruppen til landsholdet end nogensinde," lyder det fra Gentofte Volleys formand Ulrik Hesse. "Noget må vi gøre rigtigt i vores elite- og talentudviklingsarbejde. Vi har flere helt unge med i truppen. De har aldrig spillet i andre klubber end Gentofte.”

Gentofte Volley vandt danmarksmesterskabet i foråret efter fem finalekampe mod Middelfart. Alle spillere i Gentoftes startopstilling i sidste finalekamp – bortset fra Fabio Moret, der er italiener – er med i bruttotruppen. Mads Kyed, Rasmus Mikelsons, Frederik Dahl, Peter Trolle, Mads Møllgaard og Tobias Kjær var seks af de startende syv spillere.

Herudover er Ulrik Dahl og Sebastian Mikelsons, som også begge var på banen i DM-finalekampene, med i landsholdstruppen. Anders Hartmann har måttet melde fra til truppen, mens Philip Özari også er med. Af Gentoftes ni spillere i truppen er de fem 20 år eller yngre.

Talentudvikling gør forskel

Gentoftes fine repræsentation er også et udtryk for Gentofte Kommunes vellykkede talentudviklingsprojekt. Således har Peter Trolle og Mads Møllgaard, der begge er tilbage i Gentofte efter udlandsophold i bl.a. klubber i den tyske Bundesliga, deltaget i projektet. I øjeblikket indgår Mads Kyed i projektet.

Danmark møder i august måned Rumænien og Finland i EM-kvalifikationskampene. Vinderen af puljen kvalificerer sig, mens en andenplads kan give adgang afhængigt af, hvordan toerne i de andre puljer har klaret sig. jbl

Publiceret 25 June 2018 23:00

SENESTE TV