Verdensmestre genvandt ikke guldet

Hellerup Sejlklubs Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen blev nummer fem ved Verdensmesterskaberne i Aarhus

Sidste år blev de nummer et, men i år rakte det ikke længere end til en femteplads for 49erFX-makkerparret Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen ved verdensmesterskaberne i sejlads, der netop er blevet afholdt i Aarhus.

Det måtte de to sejlere, der til daglig slår deres folder i Hellerup Sejlklub sande i lørdags, hvor de i konkurrencens sidste sejlads kom over målstregen som nummer syv.

"Vi er nok lidt skuffede over dagen i dag, og der har også været andre sejladser, vi kan være skuffede over. Men resultatet som helhed er vi stolte af. Vi har ikke haft ret meget træning forud, men bliver alligevel nummer fem til VM, det skal vi være tilfredse med," sagde Katja Salskov-Iversen efterfølgende.

Guldet løb en hollandsk båd med, mens det blev til østrigsk sølv og engelsk bronze.

Danmarks anden båd i klassen blev nummer fire i medaljesejladsen og samlet nummer syv.

shp

Publiceret 13 August 2018 14:12

SENESTE TV