Det var ikke mange kvalificerede angreb, det blev til søndag i Gladsaxe, men et par behjertede forsøg blev det da til. Foto: Ole Tradsborg

Det var ikke mange kvalificerede angreb, det blev til søndag i Gladsaxe, men et par behjertede forsøg blev det da til. Foto: Ole Tradsborg

Skovshoved ydmyget i Gladsaxe

Det blev til tenniscifrene 6-0 til AB, da Skovshoved faldt fuldstændig sammen til sidst

Af
Ole Tradsborg

fodbold Skovshoved kunne inden kampen glæde sig over, at man i truppen havde to A-landsholdsspillere, nemlig Kasper kempel og Daniel Holm, som var i kamp i den famøse landskamp onsdag sidste uge i Slovakiet. Kun Holm var på banen søndag eftermiddag, hvor han fik debut. Kempel var spærret pga. karantæne.

De to spilleres debut på A-landsholdet var nok desværre det eneste, Skovshoved kunne glæde sig over på en på alle måder sort søndag i Gladsaxe.

Kampen startede ellers meget lige, med chancer til begge hold. Det blev dog 1-0 til hjemmeholdet midtvejs i første halvleg, da den tidligere SIF-spiller Philip Onslev smukt headede kuglen i kassen efter et hjørne. Minuttet efter var der i den grad panik i de bagerste geledder, og her var SIF-Tobias Brogaard tæt på at forære et mål væk, men han gjorde skaden god igen ved at nappe skuddet fra AB-angriberen.

Var denne blunder et tegn på, hvad der ventede efter pausen, er umuligt at afgøre, men faktum er, at skovserne i den grad gik op i limningen efter pausen.

Ydmyget på 10 minutter

I anden halvleg havde de gæstende Skovshovedspillere ellers gode muligheder for at komme tilbage i opgøret, da den (også) tidligere SIF-spiller Yonas Nielsen så rødt. Men trods en mand i undertal var det fortsat AB’erne der styrede slagets gang. Og små 10 minutter efter udvisningen gjorde de det til 2-0. Men AB var slet ikke færdige, og på de sidste 10 minutter scorede AB yderligere fire mål, og så sluttede det med de kedelige cifre 6-0.

Daniel Holm med nr. 52 på ryggen fik debut på det danske A-landshold onsdag og røg på banen for første gang for SIF søndag. Formentlig var oplevelsen onsdag den bedste. Foto: Ole Tradsborg

Daniel Holm med nr. 52 på ryggen fik debut på det danske A-landshold onsdag og røg på banen for første gang for SIF søndag. Formentlig var oplevelsen onsdag den bedste. Foto: Ole Tradsborg

Dermed et regulært æg til Skovshoved, der kuriøst nok har spillet de to tidligere kampe mod netop AB, hvor disse opgør begge også endte med i alt seks scoringer, dog også med Skovshoved som målscorere...

Søndag var der som nævnt overhovedet intet, der lykkedes, og hvordan Skovshoved skal få skuden vendt er svært at få øje på.

Næste opgør, nok en gang ude, er mod Middelfart. Eneste trøst, som SIF kan klynge håbet på, er, at sidste besøg på Fyn endte med en skovser-sejr. Forhåbentlig gentages kunststykket.

Publiceret 10 September 2018 21:30

SENESTE TV