Simon Bræmer havde en stor chance, men han og holdkammeraterne ramte intet. Foto: Ole Tradsborg

Simon Bræmer havde en stor chance, men han og holdkammeraterne ramte intet. Foto: Ole Tradsborg

Skovshoved fik tæsk i Tingbjerg

Et nyt nederlag på 0-6 blev resultatet af en ydmygende forestilling mod Brønshøj lørdag eftermiddag

Af
Ole Tradsborg

Solen skinnede til at starte med, men mørke skyer samlede sig undervejs lørdag eftermiddag.

Billedligt talt så det altså lyst ud for skovserne i starten, mens det dystre og tunge til slut lyste ud af øjnene på spillerne, der igen gjorde meget rigtigt, men fremstod som statister i et Brønshøjshow, der ikke var skægt at være en del af.

Skovshoved startede igen kampen fint, og havde anløb til chancer, men fortjent var det Hvepsene, der stak først.

Tilbagevendte Simon Bræmer havde derefter en kæmpe mulighed for udligning, men hans skud forbi en fremadstormende Vilfort-keeper i Brønshøjmålet blev marginalt overplaceret, og dermed startede en led lørdag for Skovshoved.

For det, der kunne have betydet 1-1 blev straks efter til 2-0 til værterne, der bragte sig yderligere i front på et brag af en scoring, dagens flotteste. Inden pausen blev det også 3-0, og panderynker og frustrationer stod i kø hos cheftræner Peter Gustavsen, der på vej ud til pause ikke undlod at lade et par kommentarer gå dommertrioens vej.

Ydmygende dødsstød

Frustreret, måske, men det skulle blive decideret ydmygende for Gustavsen og compagni, der igen startede optimistisk i anden halvleg, men blot for hurtigt at få dødsstødet ved 4-0-scoringen.

Og herefter var der ingen vej tilbage, for opildnet og akkompagneret af den mest kulørte og engagerede fanskare i området, blev Brønshøjholdet båret frem til yderligere et par scoringer.

Repertoiret af slagsange er meget ’rigt’ i Brønshøj, hvor der dog også var tid til nogle af de nemme, fx én med adresse til den tidligere Brønshøjspiller Simon Bræmer, gående på, om han mon savnede Brønshøj…

Hvordan man spiller og hold rejser sig igen ovenpå endnu en vild snitter, er meget svær at få øje på. Særligt når holdet ifølge Peter Gustavsen allerede har sat fokus på defensiven. Et nyt forsøg på point skal dog gøres mod BK Frem, der kommer på besøg på Krøyersvej lørdag kl. 13.

Publiceret 01 October 2018 18:13

SENESTE TV