Simon Bræmer (i blåt) scorede Skovshoveds enlige mål og spillede en god kamp. Foto: Ole Tradsborg

Simon Bræmer (i blåt) scorede Skovshoveds enlige mål og spillede en god kamp. Foto: Ole Tradsborg

Fodbold: Endelig point til skovserne

Skovshoved havde fundet den rigtige opskrift til point, og derfor blev det 1-1 mod BK Frem i lørdagens dyst mod gæsterne fra Valby

Af
Ole Tradsborg

Der har ikke været meget at grine af for Skovshoved i denne sæson, selv om der ind imellem bliver spillet ganske pæn fodbold. Resultaterne har bare slet ikke stået mål med hverken forventninger eller til, hvad holdet burde kandidere til.

Der var derfor ikke levnet mange chancer for point til SIF, da de lørdag tog mod BK Frem, men holdet formåede at 'holde nullet' de første 45 minutter. Og det var givet en lille sejr, når man tænker på den forsmædelige indsats seneste runde, hvor skovserne fik tørre tæsk mod et sprudlende Brønshøj-mandskab og allerede i første halvleg ’tog vand ind’.

Der var i lørdagens kamp rykket lidt rundt på formationen, der længe så god ud. Men midtvejs i anden halvleg kiksede koncentrationen i de bagerste geledder. Set fra den modsatte ende af banen lignede det endda, at skovserforsvaret spillede en Frem-angriber fri, der fra tæt hold let kunne udplacere Tobias Brogaard i buret. Synd, for samme Brogaard havde minutterne inden scoringen en fantastisk redning, men den blegnede desværre.

Heldigvis shinede Skovshoved selv i den anden ende yderligere en håndfuld minutter senere. Et relativt klart straffe, begået på den i øvrigt tidligere Frem-spiller Kasper Kempelklart, blev dømt af dagens kvindelige dommer Tinna Høj Christensen, der derefter måtte modtage en regn af eder fra gæsternes fanskare. Straffesparket blev senere hen eksekveret af Simon Bræmer.

Hele optrinnet til straffesekvensen og scoringen ligger på Villabyernes facebookside, hvor målet, og det der førte til det, kan ses. Skovshoved og Frem gik yderligere efter et mål, men trods flere nærgående forsøg i begge ender endte det 1-1, hvilket var retvisende.

Og det ene point må betyde en masse for Skovshoved-holdet, der dog hænger fast i bundregionerne og som længe har ledt efter en succesoplevelse. Den skal der bygges videre på lørdag, hvor HIK kommer på besøg.

Publiceret 08 October 2018 22:14

SENESTE TV