Ønskeunderholdning på Østerbro

Skovshoved og B93 mere end delte i porten, da et topunderholdende møde endte hele 3-3 – og med chancer til mange flere mål

Af
Ole Tradsborg

Skovshoved havde langt om længe smagt sejrens sødme, da de forrige runde lidt heldigt besejrede HIK. Således propfulde af selvtillid gik skovserne til opgaven på Østerbro Stadion, hvor der kun var spillet 10 minutter, før mere optur var på vej til Skovshoved.

Kasper Kempel fik serveret en fin aflevering til venstre i straffesparksfeltet, hvorefter han med et enkelt træk klappede til læderet og dermed 0-1 på den store måltavle på Østerbro Stadion.

Kasper Kempel fra et lignende situation, der tidligere i halvlegen gav mål. Foto: Ole Tradsborg

Kasper Kempel fra et lignende situation, der tidligere i halvlegen gav mål. Foto: Ole Tradsborg

Målet rystede klart værterne, men ikke længe, for på to meget dyre minutter, 10 minutter efter skovsernes føringsmål, fik B93 scoret to gange.

Ved første scoring var skovserne alt for passive, og B93-angrebet kunne være afværget flere gange. I stedet blev det til to kolde spande vand i hovedet på et skovserhold, der lignede Titanic på det værste tidspunkt, for man tog vand ind. Meget vand!

Modstod modstanden

Som det så sortest ud, med skovserne helt ude i tovene som en groggy bokser, måtte keeper Tobias Brogaard også ’tage en for holdet’. 93’erne indledte indtil flere kamikaze-angreb, og på grænsen til at være sidste mand, tacklede Brogaard mand og bold i skøn forening.

Her lugtede det af rødt kort, men skovserne slap med skrækken, også i forhold til det efterfølgende frispark lige på kanten af feltet.

Mod slutningen af halvlegen havde Skovshoved fået rystet chokket så meget af sig, at det nu var dem, der kom til chancer.

Og på en af de sidste, i en topunderholdende halvleg, viste Simon Bræmer stor klasse. Han kom først på et indlæg fra højre, som han sendte i mål – lige foran B93-keeperen, der i den grad var på mellemhånd.

2-2 var dermed pauseresultatet, men mange mulige talkombinationer kunne lige så vel have stået efter hæsblæsende 45 minutter.

Skovshoved lugtede blod

Var første halvleg god underholdning på et halvforblæst Østerbro Stadion, så var anden halvleg mindst lige så god. Og især en veloplagt Simon Bræmer førte an.

Flere gode omstillinger gik via Bræmer, men han blev også selv sat i scene. Og satte i scene. Han fik en lang stikning at løbe på efter 65 minutter, og en situation, der mindede meget om den, hvor Tobias Brogaard ’helkrops-tacklede’ forløb tilsvarende. Denne gang dog inde i feltet, hvorefter straffesparket var klokkeklart. Det tog Bræmer sig selv af, og iskold som en brøndgravers… sendte han igen skovserne på sejrskurs.

Og herefter står klicheerne så i kø, for Skovshoved havde store chancer for at lukke opgøret. En af disse tilfaldt Durim Qamili, som på forunderligste vis mistimede sit spark i helt gunstig position. 2-4 her havde været dødsstødet.

Samme stød kunne Bræmer have sat og være blevet hattrick-helt, da han på en vidunderlig aflevering fra samme Qamili lige præcis manglede en skostørrelse i at ’stemple’ bolden i mål.

Og ja, scores der ikke i den ene ende, så… B93 satsede mere og mere, og i takt med, at tiden var ved at rinde ud, fik de udlignet til 3-3. Tobias Brogaard havde hånden på afslutningen, der dog havde kraft nok til at snige sig over stregen, og trods yderligere hele ni minutters overtid kom der ikke flere mål, men kampen kunne lige så vel være endt 5-5.

Underholdning i topklasse for den neutrale tilskuer, men i skovser-lejren må der velsagtens efterlyses mere effektivitet – og defensivt fokus.

Skovshoved kan dog glæde sig over at være ubesejret i oktober måned, og skal den stime holdes, så kræves fokus når holdet lørdag hjemme møder oprykkerne Slagelse, der efter en vanvidsstart har tabt pusten. Kan skovserne udnytte lufttabet?

Publiceret 22 October 2018 18:03

SENESTE TV