Der var mange nærkampe i kampen. Foto: Ole Tradsborg

Der var mange nærkampe i kampen. Foto: Ole Tradsborg

HIK spillede uafgjort i medrivende lokalderby

Brønshøjbesøg gav et point, hvor HIK ellers førte ved pausen – og havde kæmpechancer efter pausen for at score sejren

Af
Ole Tradsborg

Det var vanen tro livligt både på og uden for banen, som det er, når modstanderholdet hedder Brønshøj. Holdet er flyvende og ligger – som HIK – i toppen af tabellen med en øjeblikkelig andenplads. Og det var status både før og efter de 90 spillede minutter.

En jævnbyrdig første halvleg, med chancer i begge ender, endte med 1-0 til HIK, der på et godt opspil scorede kampens første mål, hvor sidste fod var en Vanløse-forsvarer, og dermed kom HIK foran på et særdeles godt tidspunkt få minutter før pausefløjtet.

Eneste større HIK-chance tilfaldt Jonathan ’Lå-lå’ Nielsen, som på et super hovedstød testede keeper Vilfort i Brønshøj-målet. Brønshøj havde også kun et par farlige forsøg, hvor bl.a. et godt skruet frispark blev sendt mod Esben Madsens mål, men heldigvis for ham og resten af HIK-lejren, gik skuddet lige forbi.

Hvepsene stak igen

Efter pausen overtog gæsterne som forventet mere af spillet og et vedvarende tryk mod HIK's sikre bagerste geledder, igen i dag fremragende styret af kaptajn Kristoffer Wichmann, gav pote med et kvarters spilletid tilbage.

Inden da havde HIK ellers skabt de største chancer. Således fik både Lucas Haren og Gustav Therkildsen inden for få minutter friløberchancer mod keeper Vilfort, der i begge forsøg blev den store. Tættest på var Lucas Haren, der med sit lob over Brønshøj-målmanden var meget tæt på, men opspringet sprang op på overliggeren.

Og derfor blev det til Brønshøj-point, da HIK ikke evnede at lukke opgøret. Eller komme tilbage på sejrssporet, som igen var tæt på, da Jonathan ’Lå-lå’ Nielsen kort efter udligning kom frem til en ny kæmpechance til HIK. Men den store chance endte i ingenting på trods af, at Nielsen stod få meter fra målet, for bolden blev tordnet over mål i situationen.

HIK spiller kommende weekend mod Vanløse, som var sæsonens første modstander. Dette opgør endte med nøjagtigt samme cifre som i Brønshøj-kampen, nemlig 1-1. Der er kickoff i Vanløse lørdag kl. 13.

Publiceret 22 October 2018 17:26

SENESTE TV