Skovshoved brændte et hav af chancer mod Marienlyst. Foto: Ole Tradsborg

Skovshoved brændte et hav af chancer mod Marienlyst. Foto: Ole Tradsborg

Skovshoved sluttede sæsonen med en sejr

Bundproppen fra Marienlyst blev besejret 2-1 efter en kamp, hvor skovserne havde chancer til meget mere, men også kunne have smidt sejren

Af
Ole Tradsborg

Skovshoveds efterårssæson har budt på skidt og kanel. Lørdag blev det mest godt, men hvor der dog efterlyses skarphed foran kassen, når chancen byder sig.

En, der er skarp, er Simon Bræmer. Og han gav hjemmeholdet en drømmestart med scoring allerede i første minut. Kasper Kempel scorede også i første halvleg, hvor det lignede en længe ønsket storsejr.

Men kort før pausefløjtet fik gæsterne reduceret. Og så var det de sidste 45 minutter, der skulle definere kampen – og sæsonen indtil nu.

Ingen scoringer trods chancehav

Efter pausen kom skovserne lidt tilbagelænet ud, og det betød, at Marienlyst havde deres bedste periode i kampen. SIF-keeper Tobias Brogaard blev testet et par gange, og på et af forsøgene kunne udligningen såmænd have været en realitet.

Det var den ikke, og ej heller blev føringen udbygget. Skovshoved havde ellers kæmpechancer for dette, de største signeret af de to målscorere i første halvleg. Tættest på var Kasper Kempel, men trods, at han var helt fri foran mål, gik hans afslutning på stolpen.

Anden halvleg udviklede sig lidt hårdt, og i en bizar situation midtvejs i halvlegen, blev gæsterne præsenteret for to gange gult på to forskellige forseelser i samme ’spilsekvens’.

Så man kunne i kampens forløb udlede, at kampen bestemt ikke manglede nerve, men nok manglede en del kvalitet. Fortjent kunne skovserne efter fem minutters overtid strække armene og notere en ny sejr.

En velfortjent vinterpause venter forude, og forhåbentlig har trænerteamet Gustavsen/Zedler nu omsider fundet den rette formel og opskrift på succes. Spændende bliver det at følge holdet, når der til foråret fløjtes op til mere skovserbold.

Publiceret 12 November 2018 15:44

SENESTE TV