SISU leverede meget fint spil, men blev til sidst overmandet af Falcon. Foto: Ole Tradsborg

SISU leverede meget fint spil, men blev til sidst overmandet af Falcon. Foto: Ole Tradsborg

Basket: SISU bygger op nedefra

Efter exit til basketball på øverste hylde starter SISU helt forfra. Klubben spiller nu i landets næstbedste række og er nu et 100 procent ’rent’ SISU-produkt

Af
Ole Tradsborg

Den lokale basketballklub SISU trak sig forrige år fra elitebasketball på herresiden. Det efterlod klubben i et tomrum, og i hvert fald mange lokale basketinteresserede med håb om, at klubben igen ville melde sig på banen. Og nu er herrerne igen på vej, da klubben inden sæsonstart fandt løsningen på udfordringen.

Af flere årsager er det godt, for når man ikke længere er repræsenteret i Basketballligaen, landets øverste række, hvem skal klubbens unge spillere så spejle sig i?

Svaret var at stille op med et ungt og talentfuldt herrehold i 1. division. Holdet består udelukkende af spillere, som tidligere har spillet i SISU, enten som ungdoms- eller seniorspillere. Stammen af holdet består af SISUs stærke U19-hold, som inkluderer flere ungdomslandsholdsspillere, ligesom spillere fra den talentfulde 1997-generation, samt et par tidligere SISU-ligaprofiler, også er at finde i truppen.

Målsætningen for holdet er talentudvikling, samt at etablere et stærkt hold i 1. division, som udelukkende bygger på danske spillere. Med de gode rammer i Gentoftehallen, og et godt team omkring seniorholdene, betyder det rigtig gode muligheder for klubbens unge talenter.

Talentet bærer trods nederlag

Det har indtil videre givet en række tætte og gode opgør mod klubber som Hørsholm 79ers (der også har trukket sig fra elitebasketball), Virum og den hæderkronede Frederiksbergklub Falcon.

Netop Falcon, der stiller med to hold i 1. division, var modstander i søndagens dyst i Bülowsvejhallen. SISUs unge drenge gjorde en rigtig god figur, og helt frem til tredje periode, hvor stillingen var 63-58 til hjemmeholdet, var opgøret helt åbent.

Men Frederiksberg-holdet spillede marginalt bedre i den afgørende fjerde periode, og brugte også deres lidt bedre fysik til at kyse SISU, og derfor endte slutcifrene med 90-76.

Kapaciteter på trænerposterne

Også på trænerposterne er der kendte ansigter tilbage i klubben. Den tidligere SISU Basketliga-profil David Harder er efter nogle år i Hørsholm tilbage i SISU - denne gang i rollen som head coach. Han bliver på bænken assisteret af Kasper Strand, som i mange år har været coach for ’97-årgangen, og som også er tilbage i SISU efter et par år væk fra klubben. Sammen skal de stå for 1. divisions-herrerne og U19-holdet. Klubben har også tilføjet Todd Anthony som fysisk træner, samt Nicolas Vejrup Mathiesen som fysioterapeut.

Blandede resultater

SISU startede formelt sæsonen i slutningen af september, og siden er det gået blandet med nederlag og sejre. Dog nogle meget opløftende resultater på det seneste med sejre over henholdvis Falcon 1 og Hørsholm, mens det dog også er blevet til nederlag mod Virum og aktuelt altså Falcon 2 søndag eftermiddag.

Ingen tvivl om, at SISU-holdet rummer en masse kvalitet,, og under kyndig ledelse af Harder/Strand vil holdet vokse yderligere efter et par sæsoner. Og hvem ved, om det så igen bliver muligt at se basketball fra øverste række igen i Gentoftehallen.

Det er vi flere, der håber på,, men også nyder at se, hvordan klubbens egne nu folder sig ud.

Basketinteresserede kan ved selvsyn se SISUs herrer spille. Næste gang er den 6. januar 2019, hvor holdet spiller hjemme mod Falcon 1. Kampen spilles i Gentoftehallen med kampstart kl. 16.

Publiceret 10 December 2018 16:01