Med nr. 3 på ryggen ses Zakaria el-Ouas, som strålede i begge kampe sidste uge. Hans scoringer rakte dog kun til et enkelt point, men målet i kampen mod Brøndby burde have været mange point værd, for her var der tale om en kongekasse. Foto: Ole Tradsborg

Med nr. 3 på ryggen ses Zakaria el-Ouas, som strålede i begge kampe sidste uge. Hans scoringer rakte dog kun til et enkelt point, men målet i kampen mod Brøndby burde have været mange point værd, for her var der tale om en kongekasse. Foto: Ole Tradsborg

Tilbagegang for JB Futsal Gentofte

Efter sejre på stribe blev sidste uge sort for de lokale futsalhelte, der tabte til Brøndby og spillede uafgjort mod København

Af
Ole Tradsborg

Der var dobbelt-op på futsal fra øverste hylde, da JB Futsal Gentofte i forgangne uge skulle ryste sine nærmeste forfølgere af sig. Men det gik ikke som forventet, da de sejrsvante futsal-mestre først tabte hjemme og siden måtte nøjes med ét point på udebane søndag.

Onsdag aften var med en noget halvsen kickoff, da Kildeskovshallen kl. 20.50 dannede rammen om et spændende topmøde mellem to top-tre hold: JB mod Brøndby.

Her kom gæsterne lidt overraskende bedst fra start, men på to efterfølgende scoringer, målet til 1-1 af Zakaria el-Ouas i øvrigt en ren perle, lignede det business as usual.

Men Brøndby udlignede mod slutningen af halvlegen, og den energi, som den udlignende scoring betød, tog gæsterne med sig til anden halvleg.

Den halvleg satte de sig tungt på, og viste også stor kynisme ved flere lejligheder. Og så endte det meget uvant med cifrene 3-6 og et sjældent JB-nederlag til følge efter et meget seværdigt opgør.

Remis mod København Futsal

Allerede søndag skulle JB Futsal Gentofte i ilden igen, denne gang gik turen til Valbyhallen, hvor nederlaget skulle vaskes af.

Den mission så ud til at lykkedes fint, i hvert fald startede det med et drømmeudgangspunkt, da JB-drengene kom foran i det første minut ved Azad Corlu.

Københavnerne svarede dog kontant igen, og med to scoringer gik de til pause foran 2-1. Herefter balancerede kampen, men på en scoring af Zakaria el-Ouas endte det med resultatet 2-2. Status efter de to topopgør er nu, at JB Futsal Gentofte indtager en plads som nr. 3 med 13 point. De to øverste pladser indtages af hhv. Brøndby (16 point) og Købehavn Futsal lige efter med 14 scorede point.

JB Futsal Gentofte spiller hjemme, og om nye point, mod Nørrebro BK Futsal onsdag kl. 20.30 i Kildeskovshallen. Opgøret bliver samtidig årets sidste, så kom i hallen og bliv rigt underholdt med et samtidigt og kærkomment afbræk fra juletravlheden.

Publiceret 17 December 2018 21:49

SENESTE TV